Kom tæt på Tegtmeiers rundkørsel og hør historien om Dunkelfolket

Nu er muligheden der for at komme tættere på kunstværket i den østlige rundkørsel i Aabybro og se på kunst ved Bratskov

07. april 2022 kl. 06.15

Jammerbugt Kommune inviterer til to kulturelle ”Tankegange” i foråret 2022. Der forventes desuden to Tankegange i efteråret. En kulturel Tankegang er et par timer i selskab med en kunstnerisk og kulturel personlighed med relation til Jammerbugt. Man går en tur, man får en fortælling og man oplever kunst.

- Vi har iværksat ”Tankegange” for at vise nye og andre sider af, hvad Jammerbugt Kommune har at byde på. Her er fokus på kunst og kultur i samspil med naturen og det autentiske ved forskellige steder og områder i Jammerbugt Kommune. Vi ser meget frem til disse kulturelle tankegange, hvor man møder kunstnere og kulturelle personligheder, får indblik i deres virke og har mulighed en dialog med dem om deres kunst, skriver Helle Bak Andreasen, formand for kultur- fritids- & landdistriktsudvalget i en pressemeddelelse.

Første Tankegang foregår lørdag 23. april, og Kurt Tegtmeier er den kulturelle personlighed. Kurt Tegtmeier er kunstneren bag land-art kunstværket “Nordstjernen” fra 2004, som udgør den ene rundkørsel i Aabybro. Mange kører igennem dagligt, men hvor mange kender egentlig historien, og hvor mange ved noget om værket?

Kurt Tegtmeier tager deltagerne med ind i sit univers. Kurt Tegtmeier laver i forbindelse med Tankegangen en udstilling i Henrik Busk Andersens atelier og værksted på Nordstjernevej, hvilket også er mødestedet for arrangementet.

Den anden af forårets Tankegange foregår onsdag 4. maj og har Kirsten Gitz-Johansen som den kulturelle personlighed. Kirsten Gitz-Johansen er kunstneren bag Dunkelfolket. Kirsten boede i mange år i Fosdalen og skabte i den periode mange flotte træmasker. Nu maler Kirsten fantastiske og fabulerende malerier. Her mødes interesserede i gården på Bratskov og går en tur i roligt tempo. Efter en times tid går turen ind på Bratskov, og her vil Kirsten fortælle om sit kunstneriske virke og liv.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste