Knæk Cancer uge med revy
Med et resultat på godt 86.000 kr. blev Knæk Cancer-ugen i Skovsgård sidste år i oktober en stor succes – både hvad angår det indsamlede beløb og de arrangementer, som førte til det. Derfor satser arbejdsgruppen bag også på en ny udgave af ugen i det kommende efterår, i uge 43.
Det oplyser Per Iversen, der er kirke- og kulturmedarbejder i Brovst, Øland-Langeslund, Torslev-Ø. Svenstrup og Lerup-Tranum-Koldmose Pastorater, i en pressemeddelelse.
Flere planlægningsmøder har allerede været holdt, og om Covid-19 ellers vil tillade det, bliver der her tale om et program, som på mange måder minder om sidste års.
- 18. oktober åbnes arrangementsrækken med bankospil for hele familien på Skovsgård Hotel, mens Skovsgårds gader om tirsdagen 20. oktober lægger kulisse til et sponsorløb, hvor også alle aldre kan deltage. Onsdag aften 21. oktober er viet sangen, forhåbentlig med deltagelse af lokale kor, hvor der bliver mulighed for at købe en sang, enten fra korenes repetoire eller fra sangbogen, skriver Per Iversen.
22. oktober står i eftertænksomhedens tegn, idet der i forbindelse med Skovsgård Borgerforenings fællesspisning på Skovsgård Hotel bliver afholdt lysceremoni i hotellets have.
I weekenden fra fredag 23. oktober lægges der lige så stille an til fest, idet der om eftermiddagen afholdes cocktailparty både for kvinder og mænd, inden det kulminerer i lørdag aftens Knæk Cancer-fest 24. oktober, hvor der ud over dans til bandet CATS bydes på en lille lokalrevy.
- Sidstnævnte er nyt i Knæk Cancer-regi i Skovsgård og vil forhåbentlig trække mange af huse til en festlig aften.
Alle arrangementer har som formål hver på sin måde at indsamle penge til Knæk Cancer.
Arbejdsgruppen bag Knæk Cancer i Skovsgård består bl.a. af repræsentanter fra Skovsgård Borgerforening og Skovsgård Hotel, byens socialøkonomiske virksomheder og menighedsrådet.