Knæk Cancer træningen kom godt fra start
ROFL Runs løbeskole startede med 50 løbere
Ideen om at løbe i en god sags tjeneste - Knæk Cancer løbet appellerede til mange. I hvert fald havde 52 løbere tilmeldt sig ROFL Runs løbeskole på forhånd.
- Målet var at få 50 løbere på ROFL Runs løbeskoler og det er lykkes, fortæller Jane Foget, der er en af løbeskolens trænere og som stod klar sammen med 18 løbeguider.
Mandag havde ROFL Run indbudt til den første fælles træning. Mål for træningen i løbefællesskabet er 2,5 km, 5 km og 10 km.
Efter en kort intro blev de forventningsfulde løbere fordelt på 4 hold. Træningen foregår man- og onsdage, og der er stadig plads til flere, fortæller Karsten Sørensen
Målet for træningen er Knæk Cancer løbet Aabybro lørdag i uge 43, hvor man blandt andet kan vælge mellem distancerne: 2,5 km, 5 km og 10 km samt både den halve og den hele maratondistance.
ROFL Run blev grundlagt 11. april 2016 og er et løbefællesskab, som har til formål at udbrede løb i Brovst og Aabybro og omegn.
Løbeklubben vægter også det sociale og alle kan deltage uanset form og alder. I december 2016 afholdt ROFL Run stiftende generalforsamling som forening og blev kort tid efter godkendt af Folkeoplysningsudvalget.
ROFL Run er nu den 7. forening i DGI-Huset, oplyser Karsten Sørensen.