Kirkegård under udvikling
Kirkegården ved Aaby Kirke vil de kommende 10 år gennemgå en forvandling og udvikling.
- Samfundskulturen har ændret sig, da stadig flere er gået fra kistebegravelser til at blive kremeret og bisat i urner. Det giver flere tomme arealer på kirkegårdene, også ved Aaby Kirke, forklarer kirkeværge Jens Dige.
- Derfor skal vi finde ud af, hvad vi gør med pladserne og samtidig udvikle kirkegården. Det er vores ønske, at Aaby Kirkegård også skal være et rekreativt område i det bynære miljø, i respekt for de døde, hvor man kan for eksempel gå en aftentur på kirkegården, uddyber han.
Det falder naturligt, eftersom Aabybro by er vokset voldsomt de seneste to årtier, og kirken på tre sider efterhånden er blevet omkranset af villakvarterer.
- Et gennemgående tema i udviklingsplanen er en tilpasning af kirkegården, når de nedlagte gravsteder omlægges til en grøn kirkegård. Det handler om at skabe frodighed og bidrage til bæredygtig udvikling, hvor sognets arealer bliver til gavn for flere, siger Jens Dige.
I perioden fra 2008 til 2015 har 39 procent af begravelserne i Aaby Sogn været med kister og 61 procent med urner.
Derfor har kirkegården mange tomme gravsteder i nogle afdelinger, selv om det ikke er særligt tydeligt, da hække og flere buske er bevaret.
Men det er selvfølgelig en økonomisk byrde at skulle vedligeholde tomme gravsteder. Samtidig mangler der nogle steder sammenhæng mellem stierne, som er blevet anlagt over en 100 år lang periode.
Derfor er der planer om at finde et nyt område til en fællesgrav, sandsynligvis i kirkegårdens nordlige ende, ligesom der skal anlægges en sti og rabat ved diget mod Thomasmindevej og Hovensvej.
Desuden ejer kirken en cirka 9.500 kvadratmeter stor skov mellem kirkegård og boligkvartererne, St. Blichersvej og Bispehaven.
For at forbedre indsigten til kirken fra vest vil menighedsrådet fælde nåletræer og beskære mindre vækster i området.
Det vil med tiden også give en naturlig lille plads, hvor der med naturmaterialer kan indrettes en mindre skovkirke til friluftsgudstjeneste, bruges af de lokale spejdere og forbipasserende.
Planen er anbefalet af provstiudvalget og vedtaget af menighedsrådet.