Billede beskrivelse

Kino skænker streetart til byen

22. september 2024 kl. 17.02

FJERRITSLEV: Lørdag formiddag var der premierestemning i smøgen ved Fjerritslev Kino – og det var for en gangs skyld ikke på grund af en filmpremiere.

Det var foreningen Fjerritslev Kinos Venner, der fejrede to nye gavlmalerier, der er udført af streetart-kunstneren Richard Holmes fra Thisted efter forlæg af arkitekten Jørgen Jensen.

Det ene af malerierne er i biografens gamle indgangsparti ud mod Vestergade. Det forestiller Fjerritslev Kinos gamle filmfremviser Victoria, der nu står på Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum.

Det andet af gavlmalerierne pryder biografens væg ud mod parkeringspladsen bag biografen. Det er både en kæmpemæssig reklame for biografen og samtidig en reklame for den sjældne hedepletvinge, der er er en af egnens helt store naturseværdigheder. Den findes kun få steder i landet – blandt andet i Tranum Klitplantage ved Oversøen.

Billede beskrivelse

Premierestemning

Premieren på de nye gavlmalerier blev markeret med bobler, lidt sødt til ganen, taler og, som det er en tradition i Fjerritslev Kino, en lejlighedssang, der selvfølgelig var skrevet på melodien til det gamle Bjørn Tidmand-hit Lille Sommerfugl.

Billede beskrivelse

Formanden for Fjerritslev Kinos Venner bød velkommen til premieren.

- Gavlmalerier er blevet moderne – også i Fjerritslev. Det vil vi gerne bidrage til, for det er også kunst - lige som gode film er det, sagde Bente Jensen.

Der var også taler af kommunalbestyrelsesmedlem Mogens Bay, som hyldede de frivillige ildsjæle, arkitekten Jørgen Jensen, der slog de første streger og endelig kunstneren Richard Holmes.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste