Karina og Mathias skød sig til guldmedaljer
FJERRITSLEV: Vestre Han Herreds Skytteforening ramte plet, da DGI i foråret holdt ungdomsmesterskaber i Vejle. Det blev til to guldmedaljer og fire bronzemedaljer i 15 meter standardpistol.
Medaljerne er netop blevet overrakt til de dygtige skytter ved en lille højtidelighed på skytteforeningens skydebane på Udklitvej.
- Egentlig skulle medaljerne være uddelt i Vejle, men det kunne af praktiske grunde ikke lade sig gøre. Men det gør ikke så meget. De unge skytter gjorde det så godt, at de fortjener at blive fejret to gange, siger foreningsformand Jesper Bennike.
Stolt formand
- Jeg er så stolt af skytterne. De har virkelig fortjent medaljerne. Der skal også lyde et tillykke til børnenes meget dedikerede træner, Jens Peter Larsen. Det er et stort og flot resultat, siger Jesper Bennike.
Guldmedaljerne gik til Karina Christine Langgaard Andersen og Mathias Faurholt Albrektsen. De to stillede op til DM på et hold udtaget af DGI Nordjylland.
Vestre Han Herreds Skytteforening deltog også i DM med et klubhold, der scorede en bronzemedalje. Klubholdet består af Mathias Faurholt Albrektsen, Emilie Høegh Olsen, Silas Kristian Lund Kjærulf Kronbo og Oliver Munkebæk.