Kandis klar til traditionel fest
Salget af billetter til idrætsforeningens årlige halbal er godt i gang
En af efterårets traditioner i Fjerritslev er halbal med Kandis, som i år finder sted lørdag 30. september i Idrætscenter Jammerbugt.
Billetsalget startede som sædvane, med et "knaldtilbud" for de hurtige tilbage i marts, hvor man kunne købe billet med en fin besparelse en lørdag formiddag i klubhuset på Brøndumvej. På nuværende tidspunkt er der solgt lidt over 300 billetter til festen, oplyser formand for FIF Håndbold Mogens Bay.
- Prisen nu her en månedstid før ballet er stadigvæk på et meget fornuftig leje, og netop i Fjerritslev er det ét af de absolut billigste steder af komme til bal med Kandis, siger han.
Halballet arrangeres af Fjerritslev Idrætsforening, som er hovedforeningen bag FIF Fodbold og FIF Håndbold, der samlet har næsten 700 medlemmer, som dyrker sport på breddeniveau.
- Vi håber selvfølgelig på, at klubbens mange medlemmer, og især medlemmernes forældre og venner vil bakke om ballet, som er det eneste af sin slags i Jammerbugt Kommune, opfordrer han.
Billetter til festen kan købes ved René´s Vin & Grønt. Her kan man samtidig blive skrevet på en bordreservation, så man kommer til at sidde sammen med dem, man ønsker. Man kan også sidde hjemme og bestille billetter online via FIF Håndbolds hjemmesiden. Her printer man billetten med det samme.