Kan du ramme plet?: Disc golf er rykket ind på Dyrskuepladsen
Skoleklasser bruger af og til et lille hjørne af den store græsplæne ved Idrætscenter Jammerbugt, Fjerritslev. Også kaldet Dyrskuepladsen i daglig tale. Dyrskuet, cirkus og også VesterhavsRock benytter pladsen nogle dage hist og pist. Ellers står pladsen tom omkring 350 dage om året.
- Det er jo spild af god plads, og det er ærgerligt, at den kun benyttes så få dage om året. Det område skal da udnyttes bedre, siger Søren Konnerup, centerleder hos Idrætscenter Jammerbugt.
Derfor tog man beslutningen om at etablere en disc golf bane. Fredag 8. april stod den klar til åbning, og Helle Bak Andreasen (V), formand for kultur-, fritid- og landdistriktsudvalget i Jammerbugt Kommune kom med et par bevingede ord.
Banen er med ni huller - eller rettere kurve, og det gælder om ikke at skyde al for langt ved siden af. Discen skal havne i kurven. Banen er åben for alle, og hvis man ikke lige har nogle discs, så kan man leje et sæt hos Idrætscenter Jammerbugt, der også har skolesæt til skoler og gymnasier.
Det er LandboNord, der ejer det 55.000 kvadratmeter store område.
- Vi har haft en fin dialog med LandboNord om banen. Banen er flytbar, så den indgår i fint samspil med de andre ting, der foregår på pladsen, siger Søren Konnerup, som forsikrer, at der ikke er fældet nogen træer i forbindelse med etableringen.
- Det er kun bunddække, der er fjernet, så man kommer til at skulle spille lidt rundt om træerne, siger Søren Konnerup, der ikke selv har den helt store erfaring med disc golf.
- Men jeg har de spillet lidt frisbee som barn, ler han.
Lidt om disc golf
Disc golf er magen til traditionel golf, men i stedet for kølle og bold bruger man specielle frisbee’s kaldet golfdiscs. Golfdiscen kastes efter et mål over jorden i stedet for et hul i jorden. Der er forskellige typer golfdiscs til forskellige kast, ligesom der findes forskellige køller til forskellige slag. Spillets formål er, med så få kast som muligt, at kaste golfdiscen i hul. Hullet er en speciel designet stålkurv, monteret på en stålstang, hvorfra der i toppen hænger stålkæder. Dette kaldes en disc golf kurv. Man starter med at kaste (drive, red.) fra et teested (startstedet, red.) og kaster derefter fra, hvor golfdiscen er landet. Hullet er færdigspillet, når man til sidst har kastet golfdiscen i kurven - det kaldes et putt. Kombinationen af længde, præcision, vind, træer, buske, vand og terræn giver spilleren masser af udfordringer og spænding under spillet.