Billede beskrivelse

Jon delte fotografiske godbidder ud

03. april 2023 kl. 14.19

Normalt hører kalendergaver julen til, men da julen som bekendt varer lige til påske, har Lions Club Hanbo Brovst delt kalendergaver ud op til påske, fortæller Jon Peter Mortensen, som er formand for klubbens kalenderudvalg.

Lions Club Hanbo Brovst producerer hvert år før jul en gratis kalender med fotos fra egnen. Det er en populær aktivitet – og der er ikke mange hjem i Brovst, som ikke har kalenderen hængende.

Gratis kalender

- Kalenderen er gratis, men modtagerne er velkommen til at give en skærv til vort arbejde – og på den måde får vi det til at løbe rundt med et lille overskud, siger Jon Peter Mortensen.

- For at styrke interessen for at bidrage til kalenderen, sætter vi hvert år tre forstørrelser af et af kalenderens fotos på højkant – og så bliver der før påske trukket lod blandt de frivillige bidragsydere.

I år var de heldige vindere Lene K. Rasmussen.Øland, Per Jørgensen, Øland og Jytte Kristensen, Brovst. De fik alle gevinsten overrakt ved en lille sammenkomst i Jon Peter Mortensens butik Jekas Hund & Kat.

- Normalt sælger jeg godbidder til dyrene, men det var da festligt også at overrække en fotografisk godbid til vinderne, mener Jon Peter Mortensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste