Billede beskrivelse

Jesperhus søger unge talenter til underholdning i Klim

28. oktober 2024 kl. 14.02

KLIM: Jesperhus Feriepark skal nu udvikle underholdning til seks udvalgte feriesteder i Danmark, ejet af First Camp, der også ejer Jesperhus. 

Det gælder blandt andre First Camp Klim Strand, der ligger udenfor Fjerritslev. Derfor går man nu i gang med at søge talenter med lyst til at underholde børn, skriver Jesperhus i en pressemeddelelse. 

- Det bliver ikke Hugo & Vennerne, der kommer til at optræde på campingpladserne, da de ligesom bor et sted, nemlig på Jesperhus. First Camp har deres eget lykkedyr Yessi, og det bliver dette univers, vi går i gang med at videreudvikle. Tanken er, over tid, at udvikle nye figurer, der kan supplere det univers, vi bygger op omkring Yessi, fortæller Underholdningschef Jonatan Gregersen, Jesperhus.

Han understreger, at den nye aftale ikke får indflydelse på underholdningen i Jesperhus.

- Det vi laver sammen med First Camp Klim Strand, er en lille smagsprøve på det enorme udbud, man kan opleve på Jesperhus., siger Jonatan Gregersen.

Søger talenter

Jesperhus går nu i gang med at finde lokale talenter, der har lyst til at underholde og blive en del af det yderst kreative team.

- Vi ved, at der går en masser talenter rundt i hele landet, der har lyst til at lave underholdning og skuespil. Det er de talenter, vi skal i gang med at finde i Nordjylland. Den proces går vi i gang med nu, og interesserede kan allerede tilmelde sig casting, siger Jonatan Gregersen.

Første gang man kan opleve den nye børneunderholdning hos First Camp, bliver i sommerferien 2025.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste