- Jeg sover fint om natten
Hvis Tøjeksperten skulle gå konkurs, så driver Jørgen Højsleth selv sine to butikker videre
LØGSTØR/FJERRITSLEV: - Jeg sover fint om natten og går ikke med sørgebind. Men vil naturligvis være meget ærgerlig, hvis kæden går konkurs.
Sådan lyder det fra indehaveren af Buksesmeden/Tøjeksperten i Løgstør og Fjerritslev, Jørgen Højsleth, efter modetøjsvirksomheden PWT, som blandt andet står bag butikskæden Tøjeksperten, har indgivet begæring om rekonstruktion.
Koncernens hovedkontor ligger i Aalborg.
Coronakrisen er også gået hårdt ud over modebranchen og har tvunget selskabet til at indgive begæring om rekonstruktion, det der tidligere hed betalingsstandsning.
Jørgen Højsleth har fra kunder i butikkerne i Løgstør og Fjerritslev fået spørgsmålet, om han mon bliver tvunget til at dreje nøglen, hvis det skulle komme dertil, at Tøjeksperten ikke kan rekonstrueres og går konkurs.
- Men det kan jeg godt love, at vi ikke gør. Begge vores butikker i Fjerritslev og Løgstør er nemlig begge på franchise-basis, siger Jørgen Højsleth, hvilket betyder, at han selv ejer sine butikker, men har et samarbejde med Tøjeksperten.
Butikkerne i f.eks. Nibe, Aars, Farsø, Hobro og Aabybro drives også på franchise-basis.
- Men når det er sagt, så vil jeg være utrolig ked af, hvis Tøjeksperten går konkurs, for vi er rigtig glade for at være medlem af kæden, hvor der udover storindkøb også er landsdækkende gavekort og bytteservice, siger Jørgen Højsleth, der tror på en rekonstruktion, så det ikke ender med konkurs.