
Jagtforeningerne hjælper kommunen med rågerne
Netop nu genlyder skoven ved Bratskov af skud hver aften på hverdage og i weekenden om morgenen. Det er medlemmerne af Skovsgård Jagtforening, som hjælper Jammerbugt kommune med at regulere rågebestanden i den store og for efter mange borgeres mening temmelig larmende rågekoloni.
- Rågen er en flokfugl – og der er mange fugle i en sådan koloni. Der skal selvfølgelig også være plads til rågerne, men hvert år skyder vi omkring 500 rågeunger her ved Bratskov, så kolonien ikke vokser, siger Steen Nielsen, der er afdelingsleder i Vej & Park i Jammerbugt kommune.
Steen Nielsen er også en ivrig jæger og medlem af Skovsgård Jagtforening, som har reguleringsopgaven ved Bratskov.
- Vi er cirka 25 mand, der på skift tager en tørn. Det er en populær opgave, for rågeungerne er en delikatesse, der giver en fantastisk brun sovs.

Kødet skal bruges
- Det er Skov- og Naturstyrelsen, der giver tilladelsen til reguleringsjagt – og det er et krav, at byttet bliver brugt. Det er ikke som med måger, der bare bliver smidt væk, forklarer Steen Nielsen.
- Men det er også en udfordrende jagt. Vi skyder rågeungerne med salonriffel – og det kræver en meget sikker hånd og rolig vejrtrækning af få ram på fuglene, der sidder højt oppe i trætoppene, forklarer Steen Nielsen, der altid bruger en træstamme som anlæg for salonriften, så han er sikker på at ramme.
Steen Nielsen har håndelaget. Han er 61 år og har gået på jagt, siden han var 16 år. Torsdag aften tog han en time ved Bratskov sammen med jagtkammeraten Ib Kajus Andersen og barnebarnet Emil Rytter Nielsen, der var med som jagthund. Knægten har stadig en del at lære, for han var ikke helt vild efter at røre ved de døde fugle.
- Men det er nu nok, fordi du har kameraet med. Han skal nok komme efter det, forklarer den stolte bedstefar.

Udfordrende jagt
Jagtkammeraten Ib Kajus Andersen måtte sande på den hårde måde, at reguleringsjagt på rågeunger er udfordrende. Han ramte en rågeunge med en fuldtræffer, men den døde unge blev hængende i trætoppen, så der måtte lige et ekstra skud til for at få byttet ned.
- Reguleringsjagten på råger må foregå i perioden 1. maj til 5. juni, men vi skal hen efter den 8. maj, før rågeungerne kommer op af rederne. Men det må heller ikke blive for sent, for så bliver løvet alt for tæt. Heldigvis er de fleste af træerne her ved Bratskov ask – og de springer senere ud end bøgen, der allerede nu har tæt løv, fortæller Steen Nielsen.
- Der er i alt fire områder i Jammerbugt kommune, hvor de lokale jagtforeninger har lov at regulere bestanden af råger. Det er foruden Bratskov et område i Skovsgård, ved Birkelse og nær Hune.