Jagten på en nedfalden tysker
Projekt på Journalisthøjskolen sendte tre studerende til Kongerslev og omegn i jagten på en tysk pilotelev, som styrtede ned under besættelsen
Det er et helt almindeligt skoleprojekt. Men det er også et lille stykke af Danmarks og Nordjyllands historie.
I april prøvede Mathias Bundgaard, Cecilie Wortziger Kristensen og Mathias Gram at finde resterne af den tyske pilot Bruno Krüger og hans Messerschmitt-fly. Det var oprindeligt ham, som man troede omkom i flyvraget fundet ved Birkelse. Det viste sig dog at være en anden tysker - Hans Wunderlich. Derfor satte de tre journaliststuderende sig for at finde tyskeren og lave en såkaldt podcast - en lydudsendelse - kaldet "Hvor er Bruno?".
- Vi fulgte med, da Bruno blev udråbt som mulig kandidat til at være ham, der styrtede ned ved Birkelse. Da man så fandt ud af, det var Hans Wunderlich, hørte man ikke mere om Bruno. Så vi tænkte, at man ikke bare kan stoppe der. Det var oplagt at støve noget sammen om ham, lyder det fra én af podcastens bagmænd, Mathias Gram.
De tre brugte en uge i Nordjylland på at lede efter flyvraget og snakke med personer, der havde viden på området.
Spor sendte dem både til Store Vildmose nord for fjorden og tæt på Lille Vildmose - nemlig ved Kongerslev.
- Når man sidder på Sjælland, så kan en mose i Aalborg-området lyde ret overkommeligt at lede i. Men det viste det sig ikke at være, siger Mathias Gram.
Projektet er en del af deres syvende semester på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Her kombineres lange fortællinger med sociale medier.
Derfor har de tre journalister in spe brugt Facebook til at skaffe ledetråde og formidle deres rejse skridt for skridt gennem Nordjylland.
Hver ledetråd ledte dem tættere og tættere på Bruno Krüger, som er noteret til at styrte ned i en mose under besættelsen. Den unge pilotelev var udstationeret på flyvestation Aalborg Ost. Hans sidste flyvetur, en træningstur, gik galt.
- Facebook har hjulpet os gevaldigt. Vi prøvede fra starten at finde folk, der vidste noget og helt specifikt var fra området. Vi fik overraskende mange gode folk ind, som gav os ledetråde. Det er fantastisk, når man kan finde så mange med så konkret viden, siger den primære stemme i podcasten.
Uden at afsløre for meget kommer Mathias, Mathias og Cecilie også tæt på Bruno Krüger som person. På trods af, han er sparsomt beskrevet i officielle dokumenter.
- Vi endte med at vide mere, end jeg havde regnet med. Vi startede med to linjer om manden og hans styrt, og vi endte med at finde ud af, hvordan én som ham havde det. Vi hører sjældent, hvordan tyskerne havde det i slutningen af krigen. Det er tit den danske vinkel, man har på besættelsen, fortæller Mathias Gram.
De tre journaliststuderende snakker blandt andre med gårdejer Klaus Kristiansen, hvis søn fandt flyvraget i Birkelse, Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum og et øjenvidne til et tysk flystyrt ved Kongerslev.
Hele forløbet kan følges på facebook.com/PilotBruno og i deres podcast. Den kan findes ved at søge på "Hvor er Bruno?" på lydtjenesten Soundcloud.