Billede beskrivelse

Iværksætterne Martin og Daniel: Ordrebogen var fuld efter en uge

12. august 2023 kl. 08.00

- Det er gået meget bedre, end vi ventede. Det fortæller Martin Olesen og Daniel Madsen, som foråret sprang ud som iværksætter med virksomheden DMO Biler i Gøttrup.

- Vi gik i luften 1. maj. Aftalen var, at jeg skulle begynde fuldtids, og når der med tiden var opgaver nok, skulle Daniel slutte sig til på fuld tid, fortæller Martin Olesen.

- Der gik kun en uge, så var ordrebogen fuld, så allerede fra den 1. juni var vi begge heltidsbeskæftigede i vores egen virksomhed. Det var stort.

Nyindrettet værksted

De to har lejet et værksted på 420 kvadratmeter og tilhørende kontor og frokoststue i den tidligere Inform-bygning på Gøttrupvej. Værkstedet er nyindrettet med tre lifte – og her kan makkerparret klare alle reparationer på både almindelige biler og el-biler.

- Vi har alt det avancerede tekniske udstyr, der skal bruges til el-biler, og vi har også uddannelsen til at bruge det, fortæller Daniel Maden, der er 26 år gammel og uddannet hos Auto Fjerritslev for fem år siden. Martin Olesen er lidt ældre: 36 år og færdiguddannet i 2009 hos Midtvejs Auto i Bejstrup.

- Det er flere år siden, at vi besluttede at blive selvstændige. De første år knoklede vi i fritiden for at spare sammen – og nu er drømmen en realitet.

- Vi har ambitioner. Med tiden skal vi vækste, så vi kan skabe jobs og en god arbejdsplads i Gøttrup.

Billede beskrivelse

Bilsalg

Udover at reparere biler satser de to iværksættere også på salg af brugte biler.

- Vi lagde ud med at købe en håndfuld biler – og de allerede solgt, så vi kan melde udsolgt i øjeblikket. Men det er også et område, vi satser på, fortæller Daniel Madsen.

- Vi er medlem af 100% Autotjek, som er et samarbejde mellem autoværksteder. Derfor kan vi også tilbyde finansiering, garantiordning og serviceaftaler, hvis man køber en brugt bil hos os.

- Samarbejdet forpligter på den gode måde. For det er et kvalitetsstempel, som forpligter os til at holde aftale og sætte kunden i centrum. Det er slet ikke så ringe, mener Daniel Madsen.

Efter en god sommer med travlhed og det hårde knokkelarbejde med at etablere DMO Biler er tiden nu kommet til at fejre den nystartede virksomhed. Det sker ved en reception i de flotte nye lokaler fredag den 18. august mellem 13.00 og 17.00.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste