Iværksættere tror på Fjerritslev
1. oktober slår Henrik Larsen og Martin Toft Ibsen dørene op til et nyt center med aktiviteter for børn og voksne.
Det kræver lidt fantasi at forestille sig, at bygningen på Håndværkervej i Fjerritslev om få måneder skal være omdannet til et center med et væld af aktivitetsmuligheder. Men når man så sidder overfor de to mænd bag projektet, er man ikke i tvivl om, at de nok skal nå i mål.
31-årige Henrik Larsen, som oprindeligt er fra Thorsted ved Thisted men nu bosat på Mors, og 30-årige Martin Toft Ibsen fra Vesløs er gode til at udklække ideer. En af mange bliver nu til virkelighed, når de den 1. oktober slår dørene op til Sport'n'Fun Jammerbugt. Et center med 1500 kvadratmeter indendørs aktiviteter og desuden 6500 kvadratmeter med udendørs faciliteter, som ventes klar ved årsskiftet.
Martin Toft Ibsen driver i forvejen M.I. Staldteknik og M.I. Sportsteknik i Vesløs med i alt 10 ansatte, og Henrik Larsen er på vej ind som kompagnon, ligesom de begge kommer til at eje hver 50 procent af Sport'n'Fun Jammerbugt ApS.
En køretur rundt i området ledte de to mænd på sporet af bygningen i Fjerritslev, som de nu har lejet sig ind i med forkøbsret. Projektet tog fart og i stedet for blot at rumme padelbaner, er der nu et væld af muligheder. Udenfor skal der etableres padelbaner, bålplads, beach håndboldbane, multibane mv. Indenfor skal der ligeledes være padelbaner, en golfsimulator, konference-/selskabslokale, lokale til børnefødselsdag og ikke mindst legelandet: Herman's Hule.
Der bliver investeret et betydeligt beløb i at omdanne bygningen til et spændende og moderne aktivitetscenter - hvor meget ønsker de ikke at oplyse - men der er ingen tvivl om, at de begge har hænderne på kogepladen.
- Jeg tror så meget på det her, at jeg sagde til banken, at jeg var klar til at pantsætte min førstefødte, siger Martin Toft Ibsen med et smil.
- Hvis ikke vi troede på det, gjorde vi det ikke. Og der er et klart hul i markedet her i Fjerritslev - det nærmeste legeland er i Aalborg eller i Jesperhus på Mors. Derfor ser vi et stort behov for børneaktiviteter, som er til en fornuftig pris, fortæller Henrik Larsen og tilføjer, at det har været vigtigt at sikre, at centeret tilbyder aktiviteter for både børn og voksne og efter temperament.
Til at styre økonomi og markedsføring har Martin Toft Ibsen og Henrik Larsen ansat Dorte Lukassen fra Klim. Hun er oprindeligt uddannet på revisionskontor - fra 2003-2019 var hun ansat på Rønnes Hotel i Slettestrand - de seneste ti år som hotelchef. Hun er som en fisk for vandet i sin nye rolle, hvor hun varetager et væld af opgaver lige fra tegning af sponsorater med erhvervsdrivende, budgetter, indretning af centeret og til indgåelse af samarbejde med institutioner og skoler omkring brug af centrets faciliteter.