Seneste nyt

Ihærdig ildsjæl takker af

23. januar 2018 kl. 08.51

Han har været med til at etablere det, der i dag er Trekroner IF, og trænede i 25 år børnene på de lokale fodboldhold i Thorup-Klim. På mange måder har den afgående skoleleder på Thorup-Klim Skole, Carl Ganner Bech, sat sine fodspor i den vestligste del af Jammerbugt Kommune, men uden for fodboldbanerne dog på sin egen, lidt stilfærdige måde. For selvom der er masser af temperament, vilje og engagement i den slanke skikkelse, så er Carl Ganner Bech også et utrolig genert menneske, der helst vil gøre en forskel i det stille.

Faktisk havde Carl Ganner Bech aldrig et eneste øjeblik ønsket eller drømt om at blive skoleleder.

At det alligevel endte sådan, var tilfældighedernes spil, da det ledige job som skoleleder skulle besættes - Carl Ganner Bech oplevede, at både personale og bestyrelse pegede på ham og insisterede på, at han skulle søge stillingen, selvom han egentlig ikke selv følte sig kaldet.

- Jeg tænkte meget over det, inden jeg skrev ansøgningen, fortæller Carl Ganner Bech, der, da ansøgningen var sendt, beredte sig på at træde ind i rollen som leder med hud og hår.

Det var slut med at sidde og hyggesnakke med personalet - det betød samtidig også et farvel til gode og stærke venskaber.

- Det blev jeg nødt til. Man kan jo ikke bare sidde og drikke kaffe med noget af personalet og ikke dem alle sammen, forklarer Carl Ganner Bech, der har insisteret på at behandle alle sine medarbejdere lige.

Det lyder måske lidt stift. Men da Carl Ganner Bech tog udfordringen op som skoleleder, dedikerede han samtidig sit arbejdsliv til at gøre en forskel for Thorup-Klim Skole uden at skorte så meget til, hvad det ville bringe ham personligt.

Når man træder ind på Thorup-Klim Skole skinner det tydeligt igennem. Det eneste sted, der ikke er opdateret i alle leder og kanter, og hvor farvestrålende kunstværker og smukke børnekreationer ikke pryder væggene, er på skolelederens eget kontor.

Der er kun det allermest fornødne - bord og stol, en computer og en opslagstavle, hvorfra personalets smilende ansigter betragter Carl Ganner Bech.

Det er dog ikke ensbetydende med, at han holder på pengene. Gode projekter er der altid penge til, hvis bare medarbejderne kan argumentere for, hvordan de vil gøre en forskel for børnene. Og de gode projekter er netop det, der har været med til at forme skolen til det, den er i dag - en lille, fasttømret enhed, bestående af vuggestue, børnehave, skolefritidsordning og folkeskole fra 0. til 6. klasse.

I vuggestue og børnehave er der madordning, børnehaven har glidende overgang til skolens 0. klasse, eleverne har egne computere og lærerne underviser på topmoderne interaktive tavler.

- Til at starte med tog vi de gamle tavler ned, men det gik ikke, ler Carl Ganner Bech, der måtte sætte whiteboardtavler op ved siden af de interaktive tavler, da lærerne ganske enkelt ikke var parat til springet for knap 10 år siden.

I dag er de gamle tavler røget ud. Det samme er den gamle, lidt stive og tavlefikserede måde at undervise på. Alle lærerne har været på kursus i at anerkendende og inddragende undervisning, hvor fokus er på den enkelte elevs læring og udvikling.

- Når man bliver ansat her, skal man på kursus, understreger Carl Ganner Bech, der betragter folkeskolereformen som et syvmileskridt fremad og på alle måder har brugt sin tid som både lærer og skoleleder på at lægge afstand til den måde at undervise på, han selv oplevede, mens han voksede op i Thorup 50’erne og 60’erne, hvor afstraffelse var en betragtelig del af undervisningen - selv for en knægt, der var søn af den lokale leder af andelsmejeriet.

Carl Ganner Bech har med andre ord gjort sit for at skabe en skole, hans seksårige jeg ville nyde at gå på, og som i dag formår at lokke børn til.

Men stod det til Carl Ganner Bech måtte der meget gerne komme endnu flere børn til. I løbet af hans tid som skoleleder er antallet af børn dalet fra 180 elever til 70. Der er ganske enkelt ikke blevet født tilstrækkeligt mange børn til at holde elevtallet oppe og han har flere gange været hyret til at lægge skolen i graven. Hver gang er Thorup-Klim Skole blevet reddet på målstregen - og med god grund, mener Carl Ganner Bech, der understreger, at hver enkelt borger i Jammerbugt Kommune tæller i det store regnskab. Skolelukninger vil kun få borgere til at søge andre steder hen og det strider mod alt, hvad kommunen drømmer om og ønsker sig, påpeger Carl Ganner Bech.

Meget tyder på, at politikernes satsning på Thorup-Klim Skole har været rigtig; tendensen er ved at vende - til næste skolestart er antallet af børn igen 70 og fremtidsprognoserne tyder på, at udviklingen vil fortsætte opad, fortæller Carl Ganner Bech, der håber, at bestyrelsens planer om madordning for skolens elever vil bringe endnu flere børn i skolens retning.

Det er dog ikke et skridt, han vil være med til at føre ud i livet. Carl Ganner Bech stopper som skoleleder fra 1. februar, på skolen holdes der stor afskedsreception 26. januar fra klokken 14.30. Og mens stillingen som skoleleder for en tid vil stå ledig med Vibeke Kjær Kloster som konstitueret leder, vil afskeden med Thorup-Klim Skole for Carl Ganner Bech være startskuddet for noget nyt - han planlægger at fordrive pensionisttilværelsen med jagt og vedligeholdelse af de hektar skov, han gennem tiden selv har plantet.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste