Idrætsklub ønsker sig et Kinder-æg
BIERSTED: Idrætsklubben Biersted IF, der har 600 medlemmer og flere end 100 frivillige, drømmer om at etablere et såkaldt sansemotorisk hus i byen. Huset skal indeholde labyrinter, klatrevægge, trampoliner, sanserum og meget mere.
Det fortæller Henrik Leding Skøtt, der er formand for klubben og en af initiativtagerne til projektet, hvor de første streger blev slået allerede i 2016.
- Projektet har fået navnet Tuen på grund af det foreløbige forslag til udformningen som en tue med græs på taget, og fordi der med de planlagte aktiviteter skal myldre med liv både indeni og udenpå dagen lang, forklarer Henrik Leding Skøtt.
Særlige behov
Tuen henvender sig især til børn med særlige behov.
- Vi mener, at det er på tide at børn med særlige behov bliver taget seriøst og at der gøres en indsats for at give dem optimale faciliteter. Faciliteter der kan hjælpe med at udvikle deres fysiske og sansemotoriske evner samtidig med at de bliver inkluderet i det lokale liv og foreningsliv, siger Henrik Leding Skøtt og fortsætter:
- Vi har arbejdet på at finde en løsning, der også indeholder detaljerede planer for, hvordan Tuen kan bruges til de udfordringer, der er for en idrætsforening med vokseværk, og hvordan de ændrede faciliteter kan benyttes som et samlingspunkt for lokalområdets kultur. En tre-i-en løsning som et helt ”kinderæg” med tre gode tiltag.
- Nogle mennesker vil måske mene, at projektet er for ambitiøst – og om det ikke er mere et ”nice-to-have” end et ”need-to-have”-projekt.
- Spørgsmålet er relevant nok, men tænk, hvis det var autisme, man talte om. Er autisme ‘nice to have’? Diagnosen er bestemt ikke ‘nice to have’, men ikke desto mindre får flere og flere børn stillet den diagnose. Faktisk et barn om måneden i Jammerbugt Kommune.
Ønsker kommunal støtte
Arbejdsgruppen besøgte i foråret byrådet. Her kom gruppen med et ønske om at få 1/3-del af projektet finansieret via kommunens anlægsbudget.
Den resterende del (kr. 22 millioner) vil de frivillige gennem fundraising og egenfinansiering selv skaffe. Derudover kunne initiativtagerne til mødet fremvise et driftsbudget med en positiv bundlinje.
- Det betyder at Tuen, når den står færdig, kan blive en bæredygtig forretning, mener Henrik Leding Skøtt.
- Vi gav i præsentationsmaterialet borgmester Mogens Gade en mulighed for at sende pengene med det samme via MobilePay. Det gik desværre ikke, siger klubformanden med et smil.