Hytteferie med fjordudsigt og mudderbad

Øko-grise i hytter med smuk beliggenhed holder åbent hus på Sofari-dag

15. maj 2017 kl. 10.12

Attrup: De 280 søers land ved Attrup tilhører Kåre Bonde Olesen. Han er økologisk svineproducent, og søndag 21. maj er han en af de 14 øko-svineproducenter, der rundt omkring i landet inviterer store som små med ud i grisemarken. Her kan man få en gratis rundvisning på mark og i stald og lege i halmen i en grisehytte. Og grise og hytter er der nok af.

På en bakketop er griselandsbyen herskabeligt placeret nær Kokkedal Slot med udsigt til skov og fjord. Det er lidt af en barakby på 24 hektar fyldt med galvaniserede farehytter, så langt øjet rækker. Men med mere plads rundt om hver hytte - end i en flygtningelandsby eller på en campingplads.

Formiddagens fodring foregår på traktor med en fodervogn spændt efter. De drægtige grise går sammen i større grupper på marken og løber rundt om traktoren, før den skal til at skyde foderpiller ud på marken. Her er ingen hyl og skrig og kamp om maden, snarere smågrynt fra de ivrige grise. Smågrisene, der er født på friland, går sammen med soen i en selvstændig indhegning med god plads. De er nysgerrige, men også lidt forsigtige. Når pattegrisene er 7-8 uger bliver de taget fra og kommer ind i stalden med dybstrøelse og udeareal.

En duft af orne

Når smågrisen er blevet taget fra, så går der fire dage inden soen igen kommer i brunst.

- Vi har tre orner, som kommer ind til søerne, men uden intim kontakt. Alene duften er dog nok til at de bliver så stimuleret, at de allerede fire dage efter kan insemineres, fortæller Kåre Bonde Olesen. Det sker to gange med et døgns mellemrum. Lykkes insemineringen ikke, så får soen endnu en chance, men så er det også slut - så er Next Stop Herning.

Det er det nu for alle grisene på et tidspunkt - og senest efter fem år - for i Herning ligger Danish Crown Slagteri, og der er efterspørgsel efter økologisk svinekød, for salget er stadig stigende. Det mærker Kåre Bonde Olesen også.

- Jeg bliver ofte ringet op af nogen, som gerne vil købe smågrise til avl, og jeg er lidt nervøs for, om det kan påvirke priserne, at Danish Crown Friland nu vil fordoble produktionen, siger Kåre Bonde Olesen betænkeligt. Hidtil har udbuddet nemlig været mindre end efterspørgslen.

En livsstil

Måske behøver han ikke at bekymre sig så meget, for det er et stort skridt at gå fra konventionelle svin til frilandssvin.

- Man skal have lyst til at være ude året rundt og være klædt i en termodragt i fire måneder, slutter Kåre Bonde Olesen, der med gru mindes vinteren 2010, hvor Danmark var dækket af sne fra november til april.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste