Hune har momentum til at blive verdens centrum for papirkunst
HUNE: Nogle gange skal der øjne på udefra, før man opdager, at man besidder noget unikt. Det må være konklusionen efter lørdagens store begivenhed på Museum for Papirkunst i Hune, hvor omkring 250 personer var mødt op for dels at overvære offentliggørelsen af planerne for en ny museumsbygning og dels deltage i ferniseringen på en særudstilling af den anerkendte norske kunstner, Ann Iren Buan.
Der var mange rosende ord til stedet og til visionerne for fremtiden for den gamle Aldi-bygning fra blandt andre regionsrådsformand Mads Duedahl (V) og arkitekt og partner i BIG, David Zahle.
Arkitekten berettede om sit møde med rødstensbygningen i rundkørslen i Hune, hvor det første lidt skeptiske indtryk blev erstattet af næsegrus beundring, da han trådte over dørtærsklen. Nu har David Zahle fået opgaven med at ombygge bygningen til et bæredygtigt og ikonisk museum i verdensklasse.
Skitserne tager udgangspunkt i de bestående rammer, og der skal laves faciliteter til magasiner, værksted og et stort auditorium, hvor der kan afholdes symposier og store konferencer om papirkunst.
- Nu har vi fået lavet et solidt forprojekt i samarbejde med BIG og ved hjælp af støtte fra Jammerbugt Kommune og Sparekassen Danmark. Det materiale giver os mulighed for, at vi kan komme i gang med at ansøge fonde og rejse de nødvendige midler, siger hun.
Endnu er det ikke offentliggjort, hvad det samlede projekt kommer til at koste, ligesom det pt. er uvist, hvornår det vil stå færdigt. Men det haster med at komme i gang, for andre steder i verden, drømmer man om at gøre Hune kunsten efter.
- Vi har en unik mulighed for at blive verdensførende indenfor papirkunst, men det kræver, at vi kommer i gang med ombygningen så hurtigt som muligt, for ellers risikerer vi, at andre kommer først. Der er blandt andre en estisk professor, der deler vores visioner om at blive verdensførende på området, siger Bit Vejle, der etablerede museet i 2018.
Bit Vejle er ikke på lønningslisten
Hvert år besøges museet af 22.000 gæster, som kommer for at opleve de skiftende udstillinger og Bit Vejles egen udstilling af unikke papirklip, hun gennem livet har kreeret med sin broderisaks. Beregninger viser, at stedet årligt genererer 12 millioner kroner til Jammerbugt Kommune i afledte effekter.
Med en ombygning er der basis for at øge gæsteantallet betydeligt og dermed øge turismeomsætningen i hele området. Med de fine tal skulle man tro, at Bit Vejle privat har kronede dage på grund af museet. Det er dog ikke tilfældet - hun lever af sin pension, og får ikke en krone for sit arbejde, hvilket i øvrigt også gælder bestyrelsen.
- For mig er der ingen økonomisk gevinst ved at drive dette her sted – mit ønske er at bidrage med det, jeg kan - jeg kan se, at mine papirklip har en betydning for de mennesker, der oplever dem, og at museet bidrager til, at de besøgende får en god oplevelse, hvor der er tid og ro til fordybelse, siger Bit Vejle.
Museet har pt. to fastansatte på lønningslisten, og derudover varetages driften af timelønnede og frivillige, der har lyst til at bruge et par timer af deres fritid på at hjælpe, eller ledige i arbejdsprøvning eller praktik. Og der er plads til flere i det frivillige fællesskab, tilføjer Bit Vejle.
Museet ejes af du og jeg
Museet ejes af en almennyttig fond, og det betyder, at der ikke er nogle private investorer, som skal have afkast. Det økonomiske fundament sikres ved hjælp af indtægter fra entré, café, butikssalg og donationer fra fonde, senest har Hvetbo Fonden doneret 75.000 kroner, som betyder, at museet i de næste to år kan fortsætte med at udstille H.C. Andersens papirklip.
Desuden har Jammerbugt Kommune i år ydet et tilskud på 100.000 kroner til museet, og Bit Vejle sætter sin lid til, at der politisk er vilje til at støtte driften med en halv million kroner.
- Museet ejes af alle og jeg håber, at der i lokalsamfundet vil blive skabt en endnu større stolthed over, at vi har dette museum, og at man tager sine gæster med en tur herhen for at opleve stedet, siger Bit Vejle med en smittende begejstring.
For Bit Vejle, der er årgang 1958, afkræver det respekt, at hun dedikerer alle sine vågne timer på at skabe et museum i verdensklasse midt i Hune.
- Jeg betragter det som en arbejdsproces, og jeg bliver ved til, jeg når målet, og vi har realiseret projektet, siger Bit Vejle.