Høre, se, føle og smage..
Elever på Thorup-Klim Skole har bygget sansesti
Eleverne fra 0. til og med 2. klasse på Thorup-Klim Skole har etableret en sansesti på legepladsen ved indskolingen. Projektet er en del af "Liv i by og skole" samt "Grønt Flag".
Eleverne har været med i hele processen fra ide til slut. Efter kort gennemgang af projektet udarbejdede alle eleverne deres egen skitse over sansestien. Der kom mange gode forslag, som er forsøgt gjort til virkelighed. Efter at den endelig plan blev godkendt af eleverne, gik det hårde arbejde i gang. Eleverne har med stor begejstring selv været med til at grave ud, lave afgrænsning til forskellige underlag i samråd med Søren Damsgaard, "Damsgaards Vikarservice". Eleverne har flyttet flis, granitskærver og jord samt plantet buske og planter. Trods det hårde arbejde, har de været motiveret og glade:
- Er det i dag, vi skal arbejde med sansestien? har det lydt.
Eleverne er tilfredse med resultatet og glæder sig til efter sommerferien, hvor de sidste buske og planter skal i jorden.
- Vi har fået god vejledning af haveekspert Arvid Bruun, som har besøgt os på skolen. Arvid vejledte blandt andet eleverne i pasningen af planterne. Elevernes bekymring går nu på, om der er bær nok, så alle kan smage, fortæller Vibeke Kjær Kloster.
Sansestien er til fri afbenyttelse, og når man har været stien igennem er alle sanser påvirket, syn-, høre-, føle-, smage-, lugte- og vestibulærsansen.