Billede beskrivelse

Hjalti på lykkejagt i Danmark

Hjalti Gunnarsson arbejdede hårdt for at få råd til drømmen om egen gård i Island - men så tog han springet til Danmark

13. februar 2018 kl. 09.36

FJERRITSLEV: Hjalti Gunnarsson rejste sidste år fra Island til sit andet hjemland, Danmark.

- Jeg vender ikke tilbage, understreger Hjalti Gunnarsson med beslutsom mine og let accent.

De mange millioner af turister, de endeløse arbejdstimer for at tjene penge nok til at købe sit eget hus - målt op imod huspriserne, der stadig stiger med raketfart - fik på et tidspunkt den godt 40-årige kok til at stoppe op og mærke efter, om det mon var livet værd at løbe sig træt i et hamsterhjul uden ende.

- Hvis vi skulle have pengene nok til at købe vores eget, skulle jeg arbejde hele tiden, sukker Hjalti Gunnarsson og ryster på hovedet ved tanken om, hvordan turisterne presser priserne op på selv de mindste værelser og huse, alle vil leje ud til højeste pris.

Det var ikke det værd. Han drømte om en lille gård med plads til heste, plads til livet og frem for alt tiden til at leve det liv, han er blevet givet.

Det var ikke en drøm, han kunne få på Island. Derfor besluttede han sammen med sin kone at rykke teltpælene op og rejse til Danmark.

- Det var ikke så vigtigt, hvor det blev, fortæller Hjalti Gunnarsson, der dog havde forestillet sig at slå sig ned i Jylland.

I dag har han lejet en ejendom og er - ved et tilfælde - endt i Fjerritslev som ny kok i Idrætscenter Jammerbugt.

- Jeg havde set, at de annoncerede, fortæller Hjalti Gunnarsson, der ikke var sen til at skrive en ansøgning.

Hjalti Gunnarsson fik jobbet med det samme og nu ser hans drøm ud til at gå i opfyldelse. Og det endda i hans andet hjemland, Danmark. For det danske er langt fra ukendt land for islændingen.

Hans danske har en umiskendelig snert af sjællandsk og det med god grund. Det er her, i Danmark, han har sine første rigtige barndomsminder. Som ganske lille dreng rejste han sammen med sin mor og stedfar til København, da hans stedfar havde fået job i Danmark. Han boede på Amager og senere i Tårnby og følte sig på alle måder hjemme i det danske. Så da hans stedfar fik nyt job i Island og familien måtte rykke teltpælene op, tog han afsked med Danmark med tungt sind. Der var gensynsglæde, da han senere vendte tilbage for at uddanne sig som kok i København, hvor han fik læreplads på en af de hotteste og mest stilfulde restauranter i det indre København. Men efter endt uddannelse rejste han hjem til Island igen, slog sig ned som familiefar og drev en restaurant på et golfresort.

Hjalti Gunnarsson sidder i sit kokketøj, håret er stilfuldt redt tilbage. På venstre arm lyser runerne op, hvor han har fået sine børns navne tatoveret, mens den højre er smykket med klassiske tatoveringer fra asatro, hans baggrund i det islandske skjuler sig ikke.

Men blikket siger noget andet. Han er en mand med et ben i hver lejr, har hører både til i Island og i Danmark. Og i dag er han ikke i tvivl om, hvor han skal tilbringe resten af sit liv.

- Jeg bliver her i Danmark, siger Hjalti Gunnarsson og påpeger, at børnene jo også er blevet store - og så kommer de i øvrigt på besøg hver eneste ferie.

De næste mange somre kommer de til at være her, i Jammerbugten og de bliver nok ikke de eneste islændinge, der finder vej til Jammerbugten. Hjalti Gunnarsson vil arbejde for, at de islandske idrætsudøvere vil finde vej til Fjerritslev og idrætscentret.

Selv kan han lokke med god mad, som han allerede nu er ved at blive kendt for i Fjerritslev gennem sit nye mad-ud-af-huset tilbud. Hjalti Gunnarsson smiler glad, han er ikke i tvivl om, at lykken venter for ham og hans kone lige her, i Fjerritslev og Jammerbugt.

- Det bliver rigtig godt, smiler Hjalti Gunnarsson.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste