Billede beskrivelse

Helle har slået maskerne op til et nyt kapitel

03. august 2022 kl. 08.23

HUNE: Garn i alskens farver og kvaliteter finder i disse dage plads i hylderne i de nyrenoverede lokaler på Vesterhavsvej.

"Butik Skaarup", som hidtil er blevet drevet fra Ryaa, har fundet sine nye rammer på en ejendom i udkanten af Hune.

Billede beskrivelse

Hun åbnede "Butik Skaarup" i Ryaa i 2016, hvorfra hun solgte keramik og garn. Nu er strik og garn den primære levevej for Helle Skaarup Poulsen, og bopælen hedder Hune. Endnu er butikken ikke klar til åbning, men forventningen er at åbne senere i august.

Helle Skaarup Poulsen og gemalen, Jarl, som er selvstændig med egen tømrervirksomhed, købte for et år siden den store ejendom, hvor der er plads til heste, "Butik Skaarup", tømrervirksomheden og til et liv på landet.

Billede beskrivelse
Billede beskrivelse

- Vi faldt pladask for den her ejendom - det var, som om den blot stod og ventede på os. Vi nyder, at der er plads omkring os, og at skoven og havet er tæt på, siger hun og glæder sig til at åbne "Butik Skaarup" og til efterfølgende at lade butikken danne ramme om forskellige events.

- Tanken er at afholde strikkeworkshops, hvor der kommer en underviser. Desuden bliver der strikkecafé, hvor man strikker sammen, hygger og inspirerer hinanden, siger Helle Skaarup Poulsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste