Helens ultimative golfdag
Stolt: Helen Mejlholm spiller i Vesterhavsklubben i Blokhus Golfklub, og midt i august lavede hun Hole in One på hul 2
Blokhus: Tirsdag 18. august 2020 blev en ganske særlig dag for en kvindelig golfspiller fra Pandrup.
Det drejer sig om Helen Mejlholm, der hver tirsdag spiller sammen med en gruppe kvinder i Vesterhavsklubben på Blokhus Golfbane.
Dagen blev nemlig den ultimative oplevelse for enhver golfspiller, da hun lavede Hole in One på hul 2.
Sammen med ægtemanden Henning Mejlholm startede hele familien med de to sønner op i 1994 i Blokhus.
Sønnen Lars Mejlholm har ligesom sin mor også præsteret det ultimative golfslag og lavet Hole in One.
I dag er det imidlertid kun forældrene der spiller golf, for sønnerne har slået deres interesse på cykelsporten.
Hos Vesterhavspigerne blev dagen da også en jubelfest, da præmien for at lave Hole in One er en flaske whisky til den dygtige golfspiller.
Også de gæster der var i klubhuset kunne glæde sig over, at Helen Mejlholm rundhåndet delte ud af de liflige dråber.
I golfklubben er man nu spændt på, hvor længe ægtefællen Henning Mejlholm skal øve sig, før han opnår det superslag der sikrer ham den samme triumf, fortæller Poul Erik Aagaard fra golfklybben.