Billede beskrivelse

Halpuljemidler fordelt til stort og småt

To millioner kroner til 13 projekter i hele kommunen

05. april 2018 kl. 09.18

I budgettet for 2018 afsatte kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune to millioner kroner til renovering af haller og anlæg. Den pulje er nu fordelt ud til 13 forskellige projekter - store som små - over hele kommunen.

Det største beløb - 800.000 kroner - tilfaldt Sport og Kulturcenter Brovst.

Pengene skal bruges til at renovere fire omklædningsrum i centrets sydlige del samt til døre og adgangsveje til tilbygningen. Omklædningsrummene er meget slidte og især gulvbelægningen har givet anledning til mange reparationer.

Susanne Møller Jensen (S) sidder i kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget. Hun mener, at det er særlig vigtigt at vedligeholde omklædningsrum.

- Tit er det jo sådan, at de unge bruger omklædningsrummenes dårlige stand som undskyldning for ikke at ville bade, og derfor er det godt, at vi fortsætter med at renovere omklædningsrum over hele kommunen, siger hun.

Også Nols hallen fik penge - 284.659 kroner - til at renovere omklædningsrum.

Skovsgaard Multihus fik rundens mindste beløb, 14.675 kroner.

Husets sidehængte port er utæt og skal udskiftes. Multihuset havde også søgt om 95.000 kroner til en ny gulvvaskemaskine, men det var der ikke penge til i denne omgang.

Halpuljen skal vedtages hvert år i forbindelse med budgetlægningen, og Venstres Christian Hem, der også sidder i KFL-udvalget, vil ikke udelukke, at også 2019 får en halpulje.

- Det her er et vigtigt område, for hallerne er omdrejningspunkter for rigtig meget i Jammerbugt Kommune. Jeg vil ikke afvise, at der også i de kommende år kan være en halpulje, siger han.

Kommunen modtog 18 ansøgninger til en samlet værdi af 2,3 millioner kroner. 13 ansøgninger blev imødekommet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste