Håndboldkaravane nåede Klim og Fjerritslev
Karavane skal lokke flere til at dyrke håndbold
Der var brede smil og høj aktivitet, da Håndboldkaravanen forleden lagde vejen forbi Fjerritslev, hvor elever fik mulighed for at boltre sig på banerne i Idrætscenter Jammerbugt.
Dansk Håndbold Forbund står bag Håndboldkaravanen, som kører rundt i hele landet. I samarbejde med den lokale skole og håndboldforeningen er formålet at få vakt interessen for at spille håndbold.
I Fjerritslev deltog i alt 242 elever fra 0.-6. klasse, og håbet er, at nogle af dem får lyst til at vælge håndbold.
- Normalt oplever vi, at ti procent efterfølgende har lyst til at spille håndbold, men hvor mange af dem, der fortsætter er svært at sige, siger konsulent i Dansk Håndboldforbund, Henrik Elkjær.
Håbet er at lokke flere til at dyrke holdsporten, og derfor er det vigtige, at deltagerne har en god oplevelse.
- Succeskriteriet for os er, at børnene har det sjovt med hinanden, siger Henrik Elkjær.
Det er syvende gang, at karavanen ruller ud.