Billede beskrivelse

Håndboldikon holder tale

Som tidligere kræftpatient giver Rikke Nielsen peptalk til Stafet For Livet i Fjerritslev

05. juli 2017 kl. 11.49

Det bliver bysbarnet Rikke Nielsen, der skal holde hovedtalen, når Stafet For Livet for første gang rykker ind i Fjerritslev 2-3. september.

Den tidligere håndboldspiller skal holde den såkaldte fightertale til stafettens æresgæster. Fightere er tidligere eller nuværende kræftpatienter, som med deres deltagelse i stafetten er med til at give håb og støtte til andre, der er berørt af kræft. Og Rikke Nielsen ved præcis, hvad hun taler om. Som tidligere kræftpatient har hun selv været hele turen igennem, og Stafet For Livet er således en sag, der ligger hende meget på sinde.

- Fighterne er stafettens æresgæster. De er hele sjælen i det her arrangement, og er symbolet på, hvorfor det er, vi gør det her. For nogen er det meget grænseoverskridende at skulle tage den gule trøje på, så det bliver synligt for alle, at man er nuværende eller tidligere kræftpatient. Men de gør det, og det er stort, siger Rikke Nielsen.

Håndboldikonet har deltaget i en del stafetter, og selvom konceptet er det samme fra by til by, er der alligevel forskel på, hvordan de enkelte byer formår at udfylde rammerne. Hun glæder sig derfor til at se, hvordan man vælger at gribe det an i Fjerritslev.

- Jeg synes, at det er superfedt, at min hjemby nu også er blevet en del af stafetten, og jeg er slet ikke i tvivl om, at de mange ildsjæle i området, nok skal få stablet en formidabel stafet på benene, lyder det.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste