Gorilla ikke giraf Mountainbike Teknikkursus i Slettestrand for sikkerhed, men også for sjov
en af aktiviteterne i sommerens Outdoor Festival er MTB-teknikkurser i Slettestrand. Formået er at at markedsføre aktiv ferie i skøn natur for danske og udenlandske turister. Torsdag var der pænt fremmøde på teknikbanen på Slettestrandvej 26. Helle Müller og Kenneth Christensen ankom som de første. Ægteparret fra Skive har taget en enkelt overnatning på hotel for at køre på mountainbike i Svinkløv plantage, et område de har hørt så meget godt om hjemmefra. Selv om Kenneth Christensen har kørt MTB siden 1995, så glæder han sig til 1 1/2 times kursus på teknikbanen.
- Man kan jo altid bygge noget mere på det, man kan i forvejen, siger han forventningsfuld.
12 ryttere er mødt op på en dag med både sol og blæst. Eneste pige blandt mænd og drenge er Martine Overgaard Sørensen på fem år. Hun er fra Hjortdal og har sin mor, Ida Sørensen, og storebror med i dag. Ida Sørensen er med til at drive klubben.
- Når man bor i området, så kører man på Mountainbike, sådan er det bare, siger Ida Sørensen, og det gælder for alle i familien på fem.
På banen findes drops i forskellige højder, spor med volde og huller, bevægelige gangbroer i træ, stensektioner i forskellige sværhedsgrader, og en længere sektion med en god blanding af det hele. Alt det, der skal til for at få en intensiv og sjov træning.
Dagens instruktør er Mette Marie Kronborg, der kommer med tilråb til de forbikørende lige før cyklen skal slippe rampen, svæve og lande:
- Gorilla, husk du er en gorilla, ikke en giraf, lyder det flere gange. Det er vist noget med ikke at sidde ret op, men bøje i ryggen og sprede benene, så cyklen kan få plads til bevægelse, så man får et bedre flow og en samhørighed med cykling ved landing. Det hele handler nemlig om timing og position, kan man forstå.
Fem årige Martine er nok hverken gorilla eller giraf, men snarere en lille abekat, der frygtløs suser rundt på både svingbane og flyvebane, inden mor Ida helt har nået at svare på, om det er noget hun må.
Så er Kenneth Christensen lidt mere forsigtig, men konstatere at både banen og instruktøren er god.
- Hun benytter sig af nogle gode læringsværktøjer, som f.eks. den med gorilla/giraf, som er gode at huske efter, sig han.
Han har tænkt sig at lære fra sig af dagens ny teknikviden, når han vender hjem til cykelklubben i Skive, hvor gennemsnitsalderen er 50+. Kenneth Christensen fik dog ikke prøvet alt på banen i dag.
- Jeg skal ikke flyve over nogen hop, for jeg skal på arbejde i næste uge. Det med, at hele cyklen slipper jorden, det kræver øvelse at lære - og nok også nogle tur på skadestuen først, konkluderer Kenneth Christensen.