Billede beskrivelse

Golf pro viser udstyr frem

26. marts 2018 kl. 08.52

Golf Pro Jens Bjergegaard indleder officielt golfsæsonen i Aabybro Golf Klub med demodage i påskeugen og i starten af april. Den 28. marts kommer PGA -pro, Jesper Kjær og viser det nyeste udstyr fra Callaway Golf frem og den 30. marts er det Wilson og Cleveland/Srixon, der står på programmet. Forårets demodage rundes af den 7. april, hvor det er det nyeste udstyr fra Cobra, der bliver vist frem.

- Golf er jo lidt en udstyrssport og det er altså ikke helt uvæsentligt, hvad det er for noget værktøj, man har i hænderne, når man slår ud. Og man kan altså ikke google sig til, hvordan et 7-jern ligger i hænderne eller hvordan en driver passer til ens sving. Det er man nødt til at mærke på egen krop og se, hvordan bolden flyver. Her er en demodag jo en fantastisk mulighed til at snakke med en professionel om det, udtaler Jens Bjergegaard, der til dagligt passer golfbutikken og underviser medlemmerne af Aabybro Golf Klub.

Ud over at man kan se og føle det nyeste udstyr til demodagene, kan man også få sig en personlig fitting - en skræddersyning af udstyret til ens personlige fysik og spillestil.

Jens Bjergegaard glæder sig til demodagene og i det hele taget til at tage ordentligt hul på sæsonen. Han har gået og ventet på, at den sene vinter skulle forsvinde, så han og de andre golfere kan komme på græs. Og så ser han frem til at møde en hel masse golfspillere og -interesserede i klubben:

- På demodagene bliver der virkelig nørdet igennem og snakket udstyr og teknik. Det er både hyggeligt og lærerigt for alle og også en god måde at møde de andre spillere i klubben, siger han.

Alle er velkomne til at kigge forbi - også selvom man ikke er medlem af klubben.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste