Gølbåden støt på kursen
Sejlads: PANDEMI: Pinsesøsætning udskydes efter nye corona-regler
GJØL: Gøl Båden ligger ikke helt underdrejet her i coronatidens nedlukning af al aktivitet, der involverer flere mennesker, men mandag aften efter statsministerens opdatering af de danske forholdsregler blev det dog klart, at planen om en festlig søsætning til pinse måtte udskydes.
- Det er klart at alle møder har været aflyst i forvejen og alle gruppebesøg ved båden også, men vi havde egentlig håbet, at det ville være blevet muligt med en søsætning til pinse. Det må vi nu se i øjnene, at det ikke bliver, siger formand Søren Petersen, Gjøl.
Men det betyder ikke, at der ikke fortsat kan arbejdes videre mod en søsætning i år, selvom det nok bliver efter sommerferiemånederne som tingene ser ud nu. Det er tanken, at søsætningen også skal være en stor festdag på Gjøl Havn.
- Hvis alt ellers går vel, har vi ikke de store problemer. Vi er bare lidt færre ad gangen om arbejdet, og vi går ikke så tæt på hinanden imens. Det vigtigste, vi mangler, er at male færdig – bundmaling og al udvendig maling. Når det har fået sidste gang, er vi klar til selve søsætningen, siger Søren Petersen.
Imens det foregår, arbejder de frivillige også videre med at klargøre motor og styretøj. For eksempel mangler der stadig forbindelse mellem brændstoftanke og motor.
- Det går blikkenslageren snart i gang med. Og desuden har vi færdiggjort bommen – og arbejdet med selve masten er sat i værk, siger Søren Petersen.
Fakta om Gøl-båden
Båden er 112 år gammel. Den blev overdraget til kromanden på Gjøl 25. maj 1908 af træskibsbygger K.J. Rasmussen, der havde bygget båden på bestilling på sit træskibsværft i Teglgaardshavnen i Aalborg. Den var i fast rute mellem Gjøl og Aalborg med fragt og passagerer fra 1908 og ca. 30 år frem. Da var Gjøl ikke længere en ø og trafikken blev derefter klaret med biler.