Godt gang i grundsalget på ny udstykning i Aabybro
Seks ud af 32 nye grunde i ny udstykning i det sydlige Aabybro er solgt
Interessen for at købe en grund på den nye udstykning "Knøsgårds Alle" er stor. I alt der er udstykket 32 grunde på arealet, og grundene har en størrelse på minimum 1000 kvadratmeter.
Mæglerhuset Aabybro står for salget af grundene, og her oplyser butikschef Søren Agesen, at de 32 grunde blev annonceret til salg på hjemmesiden for 30 dage siden. Der har allerede forinden været henvendelser fra interesserede.
- Pt. er der solgt seks grunde, og flere købsaftaler på vej. Vi har flere kunder, som netop nu er ude ved byggefirmaer for at få tegnet huse, inden de så vil skrive under på købsaftalen på byggegrunden, siger Søren Agesen, der begrunder den store interesse med en attraktiv beliggenhed.
- Knøsgårds Alle kan mange ting, som vores kunder efterspørger. Børnene skal ikke ud på større veje for at komme i til skole, da den gamle banesti går direkte ned til skolerne, hallen og bymidten. Samtidig er der tale om et lukket og hyggeligt område med nem adgang til omfartsvejen – og dermed de omkringliggende byer. Faktisk er der fra udstykningen blot 20 minutters kørsel til Aalborg centrum, siger Søren Agesen.
Han oplyser, at grundene forventes klar til overtagelse medio april næste år.