Genopdag de bedste lege fra gamle dage

Aktiviteter for børn på Bryggergaarden

29. juli 2017 kl. 09.51

Der var engang, hvor børn fik masser af frisk luft, blå knæ og røde kinder. De sjippede, hinkede og legede med hønseringe udenfor. Det kan de stadig på Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum, der har fundet alt det gamle legetøj frem ude og inde og holder åbent hver tirsdag i sommerferien. Børnefamilierne har taget godt imod tilbuddet kan Ellen Helvind, leder af Bryggergaarden, fortælle.

- Der har været nogen her hver tirsdag.

Det var der også denne tirsdag, hvor en familie fra Aalborg og børn fra Fjerritslev SFO var på besøg. Familien Lildballes fire børn prøvede med stor begejstring de fleste spil og det meste legetøj, men også forældrene og morfaderen deltog i løjerne. Karla på seks år har lige lært at sjippe, og det gamle sjippetov med træhåndtag lå godt i hånden. Valdemar på 10 år var vild med udklædningstøjet og viste, at man sagtens kan mikse lillepigens blondekjole med ølkuskens kasket.

Også hinkesten var med i museets samling af legeredskaber. På en planche kunne de besøgende læse, at de fineste hinkesten dengang var lavet af glas, og i glasset var der indgraveret en figur eller et mønster. Sådan en fin sten kunne Frida på 13 år ikke stå for, så hun kastede sig ud i kunsten at hinke, men hvordan er det nu lige man gør?

Heldigvis kunne mor Lone reglerne og var lidt af en ekspert i at hoppe på ét ben fra felt til felt. Hvis man ikke kan huske de gamle spilleregler, så kan man heldigvis læse sig til dem på en opslagstavle og blive klog på, hvordan man spiller kuglespil, Domino, Mikado, Tangram og ringspil eller leger med hønseringe og snurretoppe.

Fra Fjerritslev SFO var fire børn heldige at blive valgt ud til en tur på museet. Hverken pædagog Mette Jakobsen eller børnene havde været her før og var positivt overraskede.

Det var familien Lidballe fra Aalborg også. De er vilde med egnen og dens natur og havde lejet sig ind i et sommerhus på Lyngsletten. Naturen tæt på Vesterhavet havde vist sig fra sin barske side ved familiens ankomst.

- Det stod ned i stænger, og vi var ved at blæse og regne væk, fortæller morfar Freddy Christensen. Sådan var det heldigvis ikke denne dag, så familien kunne gå ud i solen og prøve gårdhavens aktiviteter med stigegolf eller malke en kunstig ko. Det var også her familiens yngste, Halfdan på to år, fandt dagens favorit - en Obel Blitz veteranbil fra 1948. Han indtog straks førersædet i bryggeriets sidste lastbil, der blev renoveret nogle år efter at bryggeriet lukkede. Den kører ud en gang imellem for at reklamere for bryggerimuseet - en tur Halfdan nok gerne vil med på.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste