Gavranovic tilbage i Jammerbugt FC
Når Jammerbugt FC til foråret tager hul på 2. divisions oprykningsspil, står Sead Gavranovic klar til at gøre comeback.
- Sead Gavranovic er en fantastisk signing for os. Han har masser af kvalitet og vil især komme til at have en positiv indvirkning på vores offensive spil. Jeg kender ham rigtig godt. Han er en virkelig god dreng og vil blive et plus for os både på og udenfor banen. Han kender klubben, har erfaring fra 1. division og i det hele taget er dette en fantastisk nyhed på rigtig mange fronter, fortæller en meget tilfreds cheftræner, Bo Zinck, som glæder sig over en styrket offensiv. - Både Sead Gavranovic og Morten U. Thomsen, som vi tilknyttede i december, vil begge presse vores start 11’er og det er meget vigtigt i forhold til vores fortsatte udvikling. Begge bidrager med masser af erfaring og forhåbentlig også masser af både mål og assists.
Sead Gavranovic havde i perioden 2013 til 2015 havde to ophold i Jammerbugt FC.
- Jeg var kommet dertil, hvor jeg følte, at tiden for mig var rigtig i forhold til at prøve noget nyt. Når man bruger så meget tid på sin fodbold, er det i mine øjne også vigtigt, at man er glad for hele pakken. Derfor ser jeg meget frem til at komme tilbage til Jammerbugt FC. Jeg kender Bo Zinck fra både Thisted FC og mine to tidligere ophold i Jammerbugt FC. Det samarbejde har selvfølgelig også haft indflydelse på min beslutning. Derudover kender jeg jo mange fra truppen, lyder det fra Sead Gavranovic.
Han skifter fra Thisted FC og har i første omgang lavet en 1-årig aftale gældende for hele 2018.