Garden fra Jammerbugt er blandt de bedste
Jammerbugt Garden har i weekenden 7.-10. juli deltaget i DM for Bygarder i Slagelse. Og det skete såmænd i gardens nye uniformer.
I maj 2021 gennemgik Jammerbugt Garden en omstrukturering. Grundet viljen til nytænkning, så garden bliver ved med at eksistere mange år frem, har bestyrelsen udarbejdet en ny strategi, der skal løfte niveauet for Jammerbugt Garden.
- Garden rummer nu både drenge og piger, og det giver et stærkt sammenhold på tværs af alder og instrumenter. Garden har ambitiøse medlemmer, engagerede forældre og en instruktørstab med visionære ambitiøse målsætninger, siger Ida Savkov Østergaard fra Jammerbugt Garden.
Og ambitionerne er så småt på vej til at blive indfriet, for Jammerbugt Garden hev en samlet ottendeplads hjem blandt 19 deltagende bygarder efter tre discipliner: koncert, tattoo og bymarch. De individuelle placeringerne lyder således; 6. plads i koncert, 8. plads i tattoo og 11. plads i bymarch.
- Det seneste år har garden søgt penge hjem fra diverse fonde til at realisere vores drøm om nye uniformer. I foråret tog det fart og vi har nu vist vores nye uniformer frem bestående af nye bukser og hatte. Begejstringen var stor både blandt gardister, dommere, andre bygarder og publikum, siger Ida Savkov Østergaard.
Efter sommerferien optager Jammerbugt Garden nye medlemmer, både drenge og piger, fra 8 år og op med opstart 9. august.