Garage i træ brændt ned - sommerhus skadet af varmen
Sommerhuset er skadet af den høje varme
En dobbeltgarage til et sommerhus er natten til søndag brændt ned til grunden, mens sommerhuset har fået kraftige skader.
Det fortæller Jesper Madsen, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.
Sammen med brandfolk fra Brovst blev han kort før klokken 4.45 søndag morgen kaldt til brand på Kronvildtvej i Krogen - et område med sommerhuse nord for Tranum.
Alarmen kom efter en nabo havde set røg fra annekset og havde ringet 112.
- Da vi kommer herud, er garagen overtændt, og for os handlede det om, at beskytte sommerhuset - lige ved siden af - samt naturen og forhindre at ilden skulle brede sig, siger Jesper Madsen.
Der var ingen personer i sommerhuset, så der var ikke fare for mennesker eller dyr ved branden.
Garagen var bygget af træ og branden var ret kraftig, men det lykkedes at forhindre, at ilden spredte sig til sommerhuset ved siden af.
- Der er dog kraftige skader. Blandt andet er ruderne i huset revnet og tagrenden er smeltet væk, som følge af den meget høje varme, siger Jesper Madsen.
Nordjyllands Politi har også været til stede ved sommerhuset.
- Vi skal have undersøgt, hvad årsagen til branden er, siger vagtchef Lau Larsen, der dog understreger, at der ikke er noget der tyder på, at branden er antændt.
Ejeren af sommerhuset er underrettet.