Galaxy-kæm-pere i Kino
Der er eventyr og science fiction for alle pengene i Fjerritslev Kino, når "Guardians of the Galaxy - 2" vises fra torsdag.
Star-Lord Peter Quill (Chris Pratt) er tilbage med sin brogede flok af vogtere, som vi lærte at kende i den første Guardians-film fra 2014. Siden har mange ventet på opfølgeren, og nu er den her.
Eventyret fortsætter, da holdet krydser de ydre afkroge af kosmos i forsøget på at optrævle mysteriet om Peter Quills sande herkomst. Rejsen bliver da også et møde med Star-Lords far, der spilles af Kurt Russell.
Vogterne kæmper for at holde deres nyfundne familie sammen. Gamle fjender bliver nye allierede, og favoritfigurer fra kendte tegneserier kommer heltene til undsætning. James Gunn står bag manuskript og instruktion. Filmen er i 3D, og der er ikke sparet på effekterne.
Tirsdag og onsdag kan man nå at opleve en anderledes gammeldags romance fra London i 1940, "Their finest hour", instrueret af danske Lone Scherfig og med Gemma Arterton, Bill Nighy og Sam Claffin i hovedrollerne.