Seneste nyt

Gækkebrevenes mester lærte fra sig i Skovsgård

Bit Vejle besøgte sin gamle folkeskole for at skænke et kunstværk og donere sakse

24. januar 2018 kl. 09.21

SKOVSGÅRD: Fredag besøgte den verdensberømte psaligraf Bit Vejle (psaligrafi er kunsten at klippe billeder, mønstre og ornamenter af papir med en lille, skarp saks, og papiret foldes ofte en eller flere gange inden klipningen, red.) sin gamle folkeskole i Skovsgård, som hun forlod i 7. klasse først i 60´erne.

- Åh, det ligner jo sig selv, men det virkede altså større dengang, sagde hun smilende.

Allerede som stor skolepige var Bit Vejle, der meget snart åbner Center for Papirkunst i Blokhus, fascineret af at arbejde med papir og saks.

- Åh, ja. Du kan tro, at jeg allerede var i gang dengang, nikkede hun.

Med sig havde hun en kasse med orange sakse, som hun skulle donere til skolen sammen med et af sine egne kunstværker.

- Ved I, at Danmark er det eneste land i verden, hvor man klipper gækkebreve, spurgte Bit Vejle eleverne.

Eleverne fra Skovsgård viste hurtigt gode takter i den svære papirkunst, og de hørte godt efter, da psaligrafen, der er kendt så langt væk fra Skovsgård som Kina og USA lærte fra sig.

- Brug jeres gode hoveder, visualiser, fold papiret rigtigt og bliv ven med saksen, sagde hun.

Bit Vejle, der selv "har brugt hele livet" på at blive dygtig, var til gengæld heller ikke bange for at rose eleverne.

- De er altså simpelthen så gode, og de har helt styr på både finmotorik og teknik, udbrød Bit Vejle.

På Skovsgård Tranum Skole var skoleleder Kim Pedersen, der også er matematiklærer, også svært begejstret over de fine gækkebreve, der voksede frem mellem elevernes fingre.

- Det er jo matematik, og jeg bruger faktisk tit det med at folde papir til at forklare matematik, sagde han.

Samme dag donerede Bit Vejle også et af sine egne værker til skolen.

- Det symboliserer venskab og kærlighed, fortalte hun om det fine papirklip.

Bit Vejle åbner 23. marts dørene for Center for Papirkunst i Hune. Og netop gækkebreve kommer til at spille en rolle i den kommende påskeudstilling, da centeret har etableret et årligt samarbejde med 10 af kommunens skoler om levering.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste