Gækkebreve som papirkunst
Når psaligraf Karen Bit Vejle åbner sit Center for Papirkunst i den tidligere Aldi-bygning i Hune, så bliver det med gækkebreve klippet af elever fra skoler i Jammerbugten.
Karen Bit Vejle besøger 19. januar Skovsgaard Tranum Skole, som også er papirklipperens gamle folkeskole, og med sig har hun et klassesæt sakser doneret af Fiskars samt et af sine egne papirklip, som hun forærer skolen.
Efter overrækkelsen vil skolens designhold klippe gækkebreve, som bliver deres bidrag til åbningsudstillingen på Center for Papirkunst 23. marts.
Og gækkebreve, som netop var starten for Karen Bit Vejes indtræden i et univers med papirklip, kommer til at spille spiller en stor rolle i påskeudstillingen, da hun har etableret et samarbejde med 10 af kommunens skoler.
Det betyder, at elever fra 5. klassetrin klipper gækkebreve til udstilling fra åbningsdagen og frem til september.
Lokalerne er ved at blive bygget om til den nye funktion som et museum for den verdenskendte Bit Vejles unikke papirklip.
Siden 2009 er fire af Karen Bit Vejles samlinger med papirklip kontinuerligt blevet vist frem over praktisk talt hele Verden, og flere steder har udstillingerne sat besøgsrekord med eksempelvis 80.000 besøgende på Maihaugen Museum i Lillehammer eller 64.000 gæster på Kalmar Slot.
Karen Bit Vejle er nemlig verdenskendt for sine papirklip, - kunst og -design og har udført opgaver for blandt andre Hermes og Georg Jensen.
Og der bliver også noget at komme efter med udstilling af flere meter lange papirklip.
Galleriet skal også byde på en cafe samt et papirværksted, hvor publikum kan prøve kreativiteten af i papir.-tin