Livet her

Frivillige ildsjæle står bag attraktion langt ude på landet

02. juli 2022 kl. 15:15

Langt ude i Store Vildmose, adskillige kilometer fra den nærmeste by, midt mellem kartoffelmarkerne ligger en helt speciel attraktion. En af mosens gamle statsgårde er blevet forvandlet til Vildmoseporten.

- Vi kalder det et oplevelsescenter, hvor man kan komme ind og opleve mosens historie, og hvad den er bygget af. Landbrug igennem tiderne. Kulturen igennem tiderne. Og råstoffet sphagnum hvad det er blevet brugt til, og hvordan man har udnyttet det, fortæller Leif Larsen, som både er formand for Fonden Vildmoseporten og foreningen Vildmoseportens Venner

Frivillige betyder alt

Vildmoseporten er afhængig af frivillige ildsjæle. Hver onsdag klokken 9 mødes de for at male, ordne bede og andre af de mange opgaver, der er forbundet med at drive og vedligeholde Store Vildmoses eget oplevelsescenter.

- Det betyder alt. Ellers så havde det jo slet, slet ikke set det ud, som det gør. Skulle vi have betalt nogen for den indsats, de laver, så var stedet ikke blevet holdt sådan ved lige, som det gør, siger Leif Larsen.

I dag er otte mand mødt op, men på en rigtig god dag kommer der 12-14. De sidder rundt om et veldækket bord i den gamle kostald, der nu er indrettet til festsal, og nyder deres morgenbrød og en enkelt snaps, inden de går i gang.

- Det er ungdomsafdelingen, der er her i dag, siger Bruno Mølgaard.

- Jeg er nok den yngste. Jeg er 63 år, supplerer Hans Kurt Mortensen.

- Du er lige gået ud af skolen, lyder det prompte fra resten af de frivillige.

Morgenkaffen er den eneste løn, de får for deres arbejde. Og så betaler de endda også for at være medlemmer af Vildmoseportens Venner.

Godt kammeratskab

Bag det gamle stuehus er en fin shelterplads. Her er Gerner Pedersen i gang med at bygge et muldtoilet.

- Jeg er den type, der gerne vil være med i alting. Jeg er med i meget forskelligt. Og jeg kan lide at være her. Og så har vi det så hyggeligt herude. Vi har et rigtig godt kammeratskab. Det betyder jo meget, fortæller han.

Gerner Pedersen bor i Aabybro, er uddannet smed og har været frivillig i Vildmoseporten siden 2005.

- Jeg kommer, når jeg har tid. Jeg har mange andre projekter i gang, så derfor kommer jeg, når jeg har tid. Men generelt, så er jeg herude hver onsdag formiddag, siger han.

Fest førte til frivilligt arbejde

På den anden side af shelterpladsen giver Jeppe Nissen træværket Gori. Han blev frivillig i Vildmoseporten for 12 år siden på grund af en fest.

- Min kone skulle have 60 års fødselsdag. Vi skulle holde det ude i den gamle kostald, og det var jo med grebning og sådan noget. Så det var med at sætte borde indimellem. Og de stod op og ned og ud og ind, og folk skulle passe på ikke brække benet. Og det skulle vi så gøre klar. Det var lige i starten, hvor man brugte den til sådan noget. Så der var jeg ude, og gøre det pænt. Og der skulle lakeres og males nogle gulve. Det var jeg nødt til at gøre for at blive færdig, fortæller han.

For at leje kostalden som festlokale skulle Jeppe Nissen melde sig ind i Vildmoseportens Venner.

- Så har jeg hængt her siden, siger han.

Efter han er gået på efterløn og senere pension fra jobbet som marketingchef, har han fået mere tid til det frivillige arbejde.

Hjælper hukommelsen

Vildmoseporten er ikke kun et oplevelsescenter for lokale og turister. Det er også et tilbud til demente.

- I den gamle beboelse, som blev indrettet i ´49, da man forpagtede stedet ud, der er stuen bygget op, som den egentlig så ud i 1950’erne. Den bliver brugt til demens-projekter. Plejehjemmet kommer med fire, fem, seks demente sammen med deres passere, fortæller Leif Larsen.

Når de kommer ind, er der tændt op i det gamle komfur, og Madam Blå står på bordet. Kaffen og de hjemmebagte boller og kringle får de serveret i det gamle Rosenborg-stel.

- Og så sidder de og hygger sig med sang og fortællinger i en times tid, halvanden eller to. Og der vågner de op nogle af de demente, fortæller Leif Larsen.

På ferie i 1950’erne

I juli måned flytter nogle af de frivillige ind i det gamle stuehus. De holder både en helt speciel ferie og byder besøgende indenfor.

- Det er jo rigtig hyggeligt. For det først så det jo hyggeligt at snakke med folk og vejlede dem, inden de skal gå rundt og se på udstillingen. For det andet så er det jo også sjovt at og prøve og opleve at bo et sted, hvor der ikke er fjernsyn og sove i en god gammel seng, og hvor der er helt stille om natten. Når man kommer op om natten og kigger ud, så løber haren rundt derude i naturen. Så det det nyder vi rigtigt, fortæller Kristian Larsen.

Han har været frivillig, siden Vildmoseporten blev stiftet i 2002. Han står blandt andet for al udlejning af festsalen i den gamle kostald.

I hele juli er stuehuset ekstraordinært åbent for besøgende, mens det er beboet af Kristian Larsen og andre frivillige. De sælger også kaffe og varm kringle.

Hver torsdag i juli og august klokken 18 arrangerer Vildmoseporten desuden en guidet tur i egen bil til alle Store Vildmoses seværdigheder. Her er Kristian Larsen en af de frivillige guider.

Annonceret indhold

Nyeste