Fortalte om nye regler for persondata
Vækst Jammerbugt havde inviteret til fyraftens møde på Hotel Søparken om den nye Persondataforordning, som træder i kraft 25. maj.
Ordningen stiller en række nye krav til den måde, private og offentlige virksomheder håndterer persondata på, og omfatter alle virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder, der behandler følsomme personoplysninger.
Den nye persondataforordning betyder eksempelvis, at vi skal forholde os mere kritiske og påpasselige med de data, vi opsamler (og ikke mindst opbevarer) samt at reglerne bliver skærpet i forhold til tidligere, og bødeniveauet hæves markant.
For at være på forkant med den nye forordning havde Vækst Jammerbugt bedt advokat Gert Storkborg Jensen komme og fortælle om regler og implementering af stoffet. 120 Personer fra mange forskellige brancher i Jammerbugt Kommune var mødt frem.
Sandie Meldhede fra Service Nord var en af dem.
- Al den frustration man havde, da man kom, var helt væk efter mødet og advokat Gert Storkborg Jensen var virkelig god til at forklare tingene på et let og forståeligt sprog, fortæller Sandie Meldhede.
- Det var også dejligt at blive mindet om, hvor vigtigt vi behandler vores data. I vores firma skal vi til at tænke lidt anderledes. Vi skal have købt et skab, som kan låses, og så har vi også en makulatorer på vores ønskeseddel.