Foredrag om lykkeriddere og eventyrlystne danskere
"Udvandringen til Amerika" er titlen på et foredrag med cand. mag. Ketty Johansson i denne uges Torsdagscafe 9. november om danskernes udvandring gennem tiderne - hvorfor, hvornår og hvorhen rejste de?
Emigrationen fra Danmark skete fra midten af 1800-tallet og helt op til vor egen tid. De fleste familier har personer i stamtræet, der har søgt lykken mod vest i Guds eget land Amerika, Canada eller så langt mod syd som Argentina.
Nogle rejste for at få bedre økonomiske forhold eller på grund af religiøse spændinger, andre for at prøve lykken som guldgraver eller cowboy.
Med de moderne kommunikationsformer er der mange, som har fået kontakt med fjerne slægtninge, der udvandrede for tre eller måske fire generationer siden.
Ketty Johansson, tidl. leder af Bryggergården i Nørresundby, har som bekendt sine rødder i Han Herred. Derfor kan publikum også forvente både muntre, dramatiske og sørgelige beretninger med lokalt islæt.
Bag arrangementet står Lokalhistorisk Forening for Ø. Han Herred, Brovst Lokalhistoriske Sognegruppe og Jammerbugt Bibliotekerne.
Alle er velkomne til at deltage i arrangementet.