Foredrag om biomolekyler
Pandrup Kino inviterer til gratis livestreaming af et foredrag på Aarhus Universitet om design af biomolekyler og nanorobotter, og det sker tirsdag 6. februar klokken 19.
Hvis man kigger nærmere på livets mindste enhed, cellen, kan man inde i den opleve en fascinerende verden af store, avancerede biomolekyler som fungerer som stilladser, transportbånd og maskiner, der tilsammen får cellerne til at virke.
Overraskende nok er det komplekse maskineri i cellerne opbygget af ganske få typer af små molekyler, nemlig DNA, RNA og protein.
Disse små molekyler er sat sammen, én for én, i en lang kæde som perler på en snor.
Rækkefølgen af de små molekyler i kæden er selve opskriften på det store, avancerede biomolekyle - herunder hvordan det folder sig sammen til dets endelige rumlige form og dermed også dets funktion.