Forårskunst på Tranum Strandgård, Kunst- og kulturcenter

07. maj 2017 kl. 10.28

Tranum Strandgård er klar med den store forårsudstilling fredag 12. maj med fernisering kl. 14. Her står fem kunstnere parat til at drage beskuerne med ind i kunstens verden. De kommer fra det ganske land, lige fra Brovst til Langeland og udstiller malerier, skulpturer og fotografier.

Henrik Nielsen fra Brovst er detaljens mester. De fleste af hans billeder er små, men til gengæld er den kunstneriske udførelse stor. Billederne indeholder en fantastisk detaljerigdom, som han finder inspiration til i sine nære omgivelser.

Erna Iversen fra Elling ved Frederikshavn arbejder hovedsageligt i olie og akrylmaling og er meget inspireret af naturen og mennesket. Motiverne er abstrakte, og den sarte, kraftfulde naturs nøjsomhed genfindes i en leg, hvor Erna Iversen møjsommeligt har påført farver på dragende vis.

Christel Maria Nolle fra Lystrup ved Aarhus udstiller malerier, der kan opleves som vævede farveflader med skulpturelle former som bærende elementer. Inspirationen henter hun ofte fra en meget stor samling af keramik, tæpper og tekstiler m.m. fundet på rejser i utallige lande. Christel Maria Nolle har haft utallige udstillinger i hele verden og udsmykket mange store firmaer lige fra Nono Nordisk til Nykredit med sine smukke farvemættede malerier og skulpturer.

Udstillingens fjerde kunstner er Lauge Voigt fra Langeland, hvis skulpturer stiller store spørgsmål til den måde, vi møder hinanden på. Skulpturerne har den store styrke, at man kan gå på opdagelse hele vejen rundt.

Lauge Voigt har sin bagrund i filmens verden, hvor han også underviser i modellering og støbeteknikker.

Den sidste kunstner er Flemming Thomsen, som med sine fotografier udstiller en del af et fotoprojekt med titlen Skagen - Nordfriesland. Vestenvinden sætter sine tydelige spor og gir en utroligt spændende oplevelse, kort sagt en naturmæssig strækning, som er værd at opleve.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste