Fokus på sundhed på Hannæs
På Hannæs er Sundhedsrådet i gang med at planlægge en sundhedsdag 24. august.
Dette sker i samarbejde med Thisted Kommune, hvor Hannæs er en del af Partnerskabsprojektet, der skal sætte fokus på det gode liv, sundhed og trivsel i lokalområdet, skriver Thisted Kommune i en pressemeddelelse.
Sundhedsrådet består af 10 lokale ildsjæle, og de ønsker med sundhedsdagen at sætte fokus på, at sundhed er meget andet end sund kost og motion. Det kan være fællesskabet med andre, et godt grin eller bare en lille snak over hækken.
- Vores fokus er, at vi skal være bedre til at tage os af hinanden og hjælpe hinanden til at blive sundere. Derfor er temaet for dagen "Tag din nabo med". Der findes mange ensomme og mange, som står på kanten af fællesskabet. Vi kan alle gøre en forskel og her er det nemt at starte med at spørge sin nabo, "Hvordan har du det?". Et lille spørgsmål og en lille snak kan måske gøre en stor forskel for én, som har det lidt svært på den ene eller den anden måde, udtaler Frank Bak Koldsgaard, medlem af Sundhedsrådet.
Fokus på sundhed hele dagen
Sundhedsrådet er dannet på baggrund af Partnerskabsprojektet, som er et samarbejde med Thisted Kommunes Sundhedsafdeling.
Projektet har til formål at sætte fokus på det gode liv, sundhed og trivsel i lokalområdet. Der er blevet uddannet en lokal rygestopvejleder og en lokal vanecoach, som begge skal afholde gratis kurser på Hannæs i efteråret. Derudover støtter Partnerskabsprojektet op om og gør eksisterende sundhedstilbud i lokalområdet mere synlige.
- Det er dejligt at se det store engagement, der er på Hannæs. Der er allerede rigtig mange sundhedsfremmende tiltag og det er dem, vi 24. august gerne vil være med til at sætte fokus på, siger Kenneth Saugstrup Christensen, projektleder på Partnerskabsprojektet.
Hele dagen vil der på Hannæs være fokus på sundheden rundt om på skoler, arbejdspladser, samt i de lokale forretninger. På Sundhedsmessen i Hannæs Hallen er der over 30 udstillere fra lokale foreninger, organisationer, virksomheder og ildsjæle vil give deres bud på hvad sundhed er. Om aftenen har rådet inviteret Chris MacDonald til at holde foredrag med temaerne "Motivation og vaneændring" og "Ensomhed og fællesskab".
Arrangementet er for alle borgere på Hannæs.