Fodslaw på tur til stranden i Blokhus
Ikke færre end 92 deltagere var mødt frem, da Fodslaw Jammerbugt bød på motionstur med start på Gateway p-pladsen i Blokhus.
Traditionen tro blev der på årets første tur startet med et glas champagne og et stykke kransekage, hvor alle ønsker hinanden godt nytår.
Vejret viste sig fra den gode side, med en let vind, solskin og to graders varme. Turledere var Herluf, Henning og Erik Arne.
Turen gik først forbi Gatewayen, videre omkring plantørboligen og ned gennem den sydlige del af Blokhus. Så gik det over de høje klitter og til stranden. Det var et smukt syn, med havets lette brusen, men den lette vind på stranden var kold.
Midtvejsrast blev holdt ved strandkiosken ved opkørslen til Blokhus by.
Turen gik nu nord om Blokhus by gennem flere sommerhusområder og tilbage til plantagen. Her blev stier fulgt helt tilbage til startstedet. Her ventede dejligt hjemmebag og varme drikke.