Fodboldskole starter ny sæson
I weekenden mødtes 120 børn for at spille fodbold i Nørhalne
Nørhalne: Weekenden bød på den årlige fodboldskole hos Idrætsforeningen Fremad Nørhalne.
Den foregik på det lokale stadion over tre dage med børn fra fem til 17 år fra Nørhalne og samarbejdsklubben i Biersted.
De mindste var dog først med fra lørdag.
Og mens fredag og søndag var okay vejrmæssige, så var lørdag en rigtig regnvejrsdag, og dagen sluttede derfor lidt tidligere end beregnet for de 120 små og store fodboldspillere.
Regnen tog nu heller ikke modet fra hverken børn eller voksne.
Anna Cudrio Andreasen fik fyldt depoterne op med pasta og kødsovs og så var hun og hendes far, Søren Juhl Andreasen fra Nørhalne klar til grønsværen igen.
Tobias Hyldgaard Beier på seks fra Nørhalne var afsted sammen med sin far, Claus Beier. Arrangørerne havde nemlig betinget, at de helt små børn skulle være i følge med en voksen.
- Det er en god tradition og en god måde at komme i gang med sæsonen på, mente Claus Beier.
- Det er noget, de ser frem til.
Den fornemmelse deler man hos arrangørerne, Fremad Nørhalne.
- Vi bruger det som sæsonstart, fortalte Mike Charnock fra Fremad Nørhalnes Ungdomsafdeling, der har udviklet konceptet.
- Men det er jo også for at gøre reklame for os selv, for man behøver ikke at have spillet fodbold før for at være med.
- Og så er det jo også en god måde at give kommende ungdomstrænere et billede af, om det er noget, de synes er sjovt, sagde han.