Fod på haven i Tranum Strand

29. august 2017 kl. 09.47

Han stammer fra Hjortdal. Bor i Tranum Strand, og så har han i øvrigt tænkt sig at arbejde, hvor folk har opgaver til ham.

Efter en del år med lagerarbejde er Rolf Christensen for nylig begyndt som selvstændig med firmaet Hedevejens Natur og Vikarservice. Som navnet mere end antyder løser han haveservice- og vikaropgaver, laver stort set alle former for praktisk arbejde og er i det hele taget det ekstra sæt handy hænder, man kan have brug for i en travl hverdag.

- Jeg begyndte før sommerferien og har allerede fået nogle faste pedel-lignende opgaver for et par af hotellerne. Samtidig har jeg fået aftaler om at passe nogle sommerhuse, slå græs og sørge for almindelig vedligeholdelse, forklarer han.

Rolf Christensen ønsker at holde firmaet så lokalt som muligt, sådan at der er fidus i for både kunder og ham selv, at opgaverne er tæt på ham.

- Det betyder, at jeg kan tage mindre ting ind, fordi jeg ikke skal køre langt efter det. Jeg kan f.eks. godt have opgaver som græsslåning i et sommerhusområde på den måde, siger han.

Over de seneste måneder har han lavet et bredt udvalg af opgaver - gravet trampoliner ned, bygget terrasse, klippet ned og plantet træer.

Større byggeopgaver holder han sig fra, det samme gælder skovning. Til gengæld har han lavet forskellige samarbejder med firmaer, der kan håndtere den slags.

- Jeg vil hellere arbejde sammen med nogen, der er gode til at løse den slags opgaver, end selv gøre det, for jeg er ikke håndværker, fastslår han.

Ideen om at starte for sig selv med at løse forfaldende opgaver for andre i lokalsamfundet kom dels af, at han gerne ville arbejde i og for det nære, og samtidig så han mange eksempelvis sommerhusejere kæmpe med vedligeholdelsen.

- Men her kan jeg sørge for, at græsset er slået, når folk kommer, sådan at de ikke skal tænke på det, siger han.

Indtil videre er han ganske godt tilfreds med, hvordan firmaet har udviklet sig. Foreløbig er der kun ham selv ansat, men det passer indtil videre fint.

- Jeg får løbende nye opgaver og folk skal jo også lige opdage, at jeg er her, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste