
Flere penge til satsning i Lildstrand: Ombygning i gang med lokal totalentreprenør
Nordea Fonden har netop bevilliget 91.389 kr. til Kreativitetshuset i Lildstrand under fokusområdet "Liv i det lokale".
Pengene er øremærket til inventar og udstyr til værksteds- og kursusfaciliteter.
Det skriver Foreningen Kreativitetshuset i Lildstrand i en pressemeddelelse.
Med donationen har Nordea Fonden endnu engang åbnet pengepungen for projektet i Lildstrand. Tilbage i 2018 gav fonden som den allerførste sponsor 15.000 kr. i tilskud til en kommunikations kampagne, der havde til formål at skaffe penge til køb af den gamle købmandsgård i Lildstrand.
Formand for Kreativitetshuset i Lildstrand, Hanne Marie Kværndrup, fik overrakt checken af filialdirektør Susanne Egelund, Nordea i Holbæk. Årsagen er, at formanden, som er sommerhusejer i Lildstrand, bor i Holbæk.
- Jeg er naturligvis utrolig glad for pengene, idet vi udover at have købt ejendommen nu har påbegyndt ombygningen. Vi har er indgået aftale med Granly A/S i Fjerritslev, som totalentreprenør, siger Hanne Marie Kværndrup og tilføjer:
- Selvom der er skaffet finansiering til, at Kreativitetshuset kan blive fuldt funktionsdygtig, så mangler vi fortsat penge blandt andet til fuld færdiggørelse af værkstedsdelen.