Flere penge til forebyggelse
Jammerbugt Kommune har netop fået bevilliget 2,3 millioner kroner til arbejdet med at få borgere i kommunen, der normalt ikke går til lægen, til at møde op til et sundhedstjek.
Befolkningen i Jammerbugt er udfordret, når det kommer til sygdomme relateret til livsstil. Derfor har kommunen søgt og fået bevilliget satspuljemidlerne til at intensiverer den aktive og forebyggende indsats rettet mod de erhvervsaktive, som er i særlig risiko for at få livsstilsbetingede sygdomme og muskelskeletlidelser.
- Vi har i forvejen en række tilbud til borgerne. Blandt andet rygestopkurser, kostvejledning og KOL. Med bevillingen på 2,3 millioner kroner vil vi arbejde på at opbygge en model, som kan rekrutterer borgerne, der er i en særlig risiko for at udvikle kroniske sygdomme. Det er vigtigt både for at fremme sundhed og livskvalitet hos den enkelte, for at bevare dem på arbejdsmarkedet og mindske udgifterne på sundhedsområdet, siger Hanne Madsen, direktør for Social-, Sundhed- og Beskæftigelsesforvaltningen i Jammerbugt Kommune.
For at målgruppen har Jammerbugt Kommune indgået aftaler med 3F, FOA, Agri Nord, Pension Danmark og Industriens Pension.
- Fundamentet for vores indsats er partnerskabet med en række interessenter, der har direkte kontakt til vores borgere. Desuden har de en naturlig interesse i at bidrage til at fremme sundheden blandt borgerne. I 3F er der 1.200 medlemmer inden for transport, som bor i Jammerbugt Kommune. Sammen kan vi opfange, hvis der hos den enkelte er tegn på kroniske sygdomme, forklarer sundheds- og arbejdsmarkedschef Jannie Knudsen.
Afhængig af de enkelte faggrupper vil indsatserne omfatte opsøgende virksomhedsbesøg, kontakt via sociale medier, nyhedsbreve og arrangementer hos faggrupper, hvor Jammerbugt Kommune vil deltage med sundhedsfagligt personale.
Desuden har kommunen indgået en aftale med Vesthimmerland og Mariagerfjord Kommuner om at udveksle erfaringer.
- Vi er alle tre landkommuner, og har derfor en række fælles træk og foreningsfællesskaber, for eksempel inden for landbrug. Derfor vil et samarbejde styrke vores indsatser, fortæller Jannie Knudsen.
Jammerbugt Kommune forventer at gå i gang med projektet 1. august og afslutte det i efteråret 2020.