Seneste nyt

Fjerritslev Kro er et mekka for studerende

17. januar 2018 kl. 09.41

De første studerende fra Fjerritslev Gymnasium rykkede 21. december ind på Fjerritslev Kro med tætpakkede flyttekasser.

- Vi boede på Idrætscenter Jammerbugt før - det var rigtig fint. Det eneste, der var lidt træls, er, at man skal være forberedt på at flytte ud, hvor de får meget store grupper på besøg, fortæller Asta Nyeboe Pedersen, der et par gange har oplevet at skulle flytte sine ting ud og for nogle dage finde et andet sted at bo.

- Men det finder man jo ud af, fortæller Anne Nyeboe Pedersen, der har fået masser af hjælp fra Fjerritslev Gymnasiums medarbejdere og rektor - men hun blev alligevel glad, da muligheden for at flytte ind på Fjerritslev Kro bød sig.

- Her kan vi også få lov til at tage vores egne møbler med, smiler hun.

- Det er virkelig fedt - lige bortset fra gulvtæpperne, siger Klara Knage Damsgaard og slår ud med hånden mod det blå, liljepyntede, tykke gulvtæppe, der giver én fornemmelsen af, at man træder gennem hallen på lydløse tigerpoter.

På værelserne er tæppet rødt. Men det lærer man at leve med, smiler Klara Knage Damsgaard, der sammen med sine medstuderende fra gymnasiet fik helt frie hænder fra ejerne af Fjerritslev Kro.

Frie hænder både hvad angik indretningen af den stadigt voksende collegeafdeling i de gamle hotelværelser på Fjerritslev Kro - men også når det kommer til den måde, hele colleget er tænkt ind i det gamle hotel.

- De havde planlagt, at indgangen skulle være på førstesalen, men det gik altså ikke, fortæller Anne Nyeboe Pedersen, der i dag går ind gennem bagindgangen til kroen, der vender mod Meny.

I øjeblikket er facaden hvid og uberørt. Men planen er, at der inden længe skal være et flot skilt, der viser, at det er her, ungdommen i Fjerritslev bor, når de læser på gymnasiet.

Indgangen fører direkte ind til det fælles køkken og tv-stue, hvor pigerne som regel hænger ud og spiser morgenmad sammen.

- Hver morgen kommer der en medarbejder fra gymnasiet med morgenbrød, fortæller Klara Knage Damsgaard, der samtidig forklarer, at det også betyder, at der bliver banket på hver eneste dør, så man er sikker på, at gymnasieeleverne kommer op om morgenen og i skole. For selvom der er meget vide rammer og colleget som sådan ikke er ejet af gymnasiet, så føler rektor Bjarne Edelskov Nielsen stadig, at han har et stort ansvar for at sikre, at de elever, der ikke har mor og far lige ved hånden, er i trygge hænder.

Derfor har pigerne på colleget også en direkte hotline til rektoren, selv når skolen er lukket.

- Jeg plejer altid bare at sende Bjarne en snap (besked på mobiltelefonen, red.), hvis der er noget, jeg gerne vil spørge om, fortæller Anne Nyeboe Pedersen, der blandt sine kammerater på skolen oplever, at det nærmest er utænkeligt at gøre den slags.

Men det falder så naturligt, når man flytter ind som collegestuderende på Fjerritslev Gymnasium. Der er særlige forhold, der gør sig gældende. Og så har de naturligvis - ganske ekstraordinært - adgang til skolen efter lukketid og i ferier.

- Det er der ikke nogen af de andre, der har, fortæller Klara Knage Damsgaard, der i juleferien viste en veninde rundt på skolen, så hun kunne se Fjerritslev Gymnasium.

Men det er kun en brøkdel af de fordele, der er - gymnasieeleverne på colleget har også betalt frokost i gymnasiets kantine på hverdage med i ordningen - og så er der naturligvis de mange fordele ved at bo sammen med andre unge, der ved præcis hvordan det er at læse til eksamen, hvordan en matematikopgave skal skæres og er flinke til at tilbyde at læse en danskopgave inden aflevering.

For pigerne - for der er kun piger på colleget - er der ingen tvivl: Fordelene er alt for mange til at sige nej tak til at flytte ind på den gamle kro. Liljegulvtæppe eller ej. Og det ser ud til, at mange er enige. Fjerritslev Gymnasium og ejerne af Fjerritslev Kro arbejder på at udvide colleget, så det kommer til at brede sig over hele overetagen af den gamle kro.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste