Lise og Steffen Kolmorgen, forpagtere af Fjerritslev Kro, advarer mod at købe gavekort med overnatning til Fjerritslev Kro. Foto: Ida Mehl Agerholm
Livet her

Fjerritslev Kro advarer mod svindel

Telefonsælgere tilbyder gavekort med overnatning og forplejning. Problemet er, at kroen ikke har værelser

27. juli 2022 kl. 17:22

FJERRITSLEV: For omkring tre uger siden fik forpagter af Fjerritslev Kro, Steffen Kolmorgen, kendskab til, at nogen udgiver sig for at ringe fra Fjerritslev Kro og tilbyde en overnatning i dobbeltværelse med forplejning for 800 kroner.

- Vi fik en henvendelse fra en kvinde i Horsens, der ville høre, om vi solgte overnatninger. Hun havde fået tilbudt fire dobbeltværelser inkl. forplejning til 800 kroner pr. værelse og med yderligere tilbud om, at hvis de tog alle fire, fik de det fjerde dobbeltværelse for 500 kroner, fortæller Steffen Kolmorgen.

- Jeg fortalte kvinde,n at det er ikke os, der ringer ud og tilbyder værelser, for det har vi slet ikke her på kroen, siger han.

Der er værelser på kroen men de benyttes af college-elever fra Fjerritslev Gymnasium.

Heldigvis var der nogle alarmklokker, der bimlede hos kvinden fra Horsens, inden hun fik takket ja til det attraktive tilbud. Hun forsøgte at ringe tilbage, men forgæves - i stedet tjekkede hun telefonnummeret og fandt ud af, at det ikke var identisk med Fjerritslev Kros telefonnummer, hvorpå hun kontaktede Fjerritslev Kro for at gøre opmærksom på situationen.

Onsdag fik Steffen Kolmorgen endnu et opkald fra en gæst, som havde et gavekort på en overnatning, og det indikerer, at der foregår bevidst svindel i kroens navn, mener forpagteren.

- Det er irriterende og kan ødelægge vores forretning - ikke økonomisk men vores omdømme, siger han.

- Jeg vil være ked af, hvis der pludselig står nogle gæster, der eksempelvis er kørt fra Sønderjylland i den tro, at de har booket et værelse hos os. Derfor vil jeg gerne opfordre til, at man udviser skepsis, hvis man, over telefonen, bliver tilbudt overnatning på Fjerritslev Kro, lyder rådet fra Steffen Kolmorgen, der nu har anmeldt sagen til politiet.

Nyeste